Danske Spil gør John Terry favorit til at tage over i Brøndby
“Man har et standpunkt, til man tager et nyt”, lyder det gamle ordsprog, og det er også tilfældet hos Danske Spils oddssættere. Så sent som i onsdags udtalte Danske Spils oddsansvarlige, Peter Emikke, i en pressemeddelse at Morten Wieghorst med al sandsynlighed var cheftræner i Brøndby per 15. juli.
“Morten Wieghorst er et klubikon i Brøndby, og han går pt. ledig på trænermarkedet efter sit exit fra AGF. Morten Wieghorst har derudover en solid trænererfaring i ryggen fra dansk og international fodbold. Han har trænet både FC Nordsjælland, Danmarks U21-landshold og været assistent i Swansea, så Wieghorst har hele pakken i vores optik til at overtage cheftrænerjobbet i Brøndby IF”, lød vurderingen dengang.
På daværende tidspunkt kunne spilleglade kunder få odds 2,0 på Wieghorst, der i bookmakerens øjne således var klar favorit til cheftræner-stolen, men nu har en helt anden, velkendt fodboldspiller overtaget den favoritværdighed. Det drejer sig om den tidligere engelske landsholdsspiller, John Terry, der i weekenden blev sat i forbindelse med trænergerningen i den engelske avis, The Mirror.
The Mirror skriver, at den nu 35-årige Terry skulle være blevet tilbudt en rolle som spillende træner i klubben, som følge af sit tætte venskab med klubejer Jan Bech Andersen. Det var uoverensstemmelser mellem netop Jan Bech Andersen og tidligere træner Thomas Frank, der har bragt klubben i den nuværende situation, hvor Auri Skarbalius midlertidigt har sprunget til for at agere som cheftræner frem til sommer.
Nu kan John Terry spilles til odds 3,75, mens Morten Wieghorst nu giver pengene fire gange tilbage. Til sammenligning kan man få pengene seks gange tilbage på Terry hos Nordicbet, der stadig har Wieghorst som favorit til odds 3,0.
Artikelfoto: mooinblack / Shutterstock.com