Nu er det op til mig
Min ven, kollega, makker, partner-in-crime, Sune Holst, gik ikke videre fra førstedagen i Sjællandsmesterskaberne i Riverclub i går. Jeg skrev en sms til ham omkring 20.40 – i en Robinson-reklamepause – hvor jeg spurgte:
”Hvordan går det?”
Svaret kom prompte:
”Jeg er flyvende.”
Glimrende nyheder, og jeg kunne nu se den sidste diffuse halve times tid af en Robinson, der havde hverken hoved eller hale. Men mens en eller anden stakkel er ved at blive kylet på porten i Ø-rådet tikker en ny sms ind:
”Busto.”
Ingen overraskelse der, men alligevel forstår Sune at gøre noget, der på forhånd overhovedet ikke var en overraskelse til en … overraskelse.
Undskyldningerne stod selvfølgelig i kø:
”Jeg fik knækket damerne. Jeg fik knækket esserne. Jeg tabte med et set mod et større set.”
For mig lyder det som om, at Sune nærmest har spillet Omaha. Er du vimmer for nogle store hænder i det der to-korts-poker. Tænk at det overhovedet kan gå galt med sådan nogle monsterhandsker.
Nu er det så op til mig, hvis Slowplay skal videre til finaledagen. Det er heller ingen overraskelse, og jeg er 100 procent klar til at spille mig til en finaledags-plads på onsdag.
Jeg kan faktisk – med hånden på hjertet – slet ikke se, hvordan det skulle kunne gå galt.