James Bond-teknologi: Macau-kasinoer bruger ansigtsgenkendelse
Det lyder som noget ud af en actionfilm, men i sidste uge udsendte kasinokæden ‘Melco Crown Entertainment’ en pressemeddelelse om, at de som de første i verden vil benytte sig af ansigtsgenkendelses-teknologi på en række af selskabets kasinoer.
Melco Crown driver blandt andre City of Dreams-kasinoerne i både Macau og Manila, og her vil man tage teknologien i brug for at holde karantæneramte gæster ude af spillebulerne. Softwaren hedder FaceVACS-VideoScan og er leveret af det tyske selskab Cognitec. Gennem kasinoets overvågningssystem vil FaceVACS få tilsendt billeder af alle gæster, som herefter sammenlignes med allerede kendte brugere i databasen. Kasinoet har således mulighed for at blive alarmeret, hvis en kunde der tidligere er blevet bortvist, forsøger at komme igen, men kan også bruges til at spotte VIP’s og andre highrollere, så man kan tage de nødvendige forbehold.
Endelig kan softwaren også være behjælpelig i travle perioder. Det er for eksempel muligt at angive et niveau for, hvor mange mennesker med rimelighed kan være omkring for eksempel et roulettebord. Skulle det antal overgås, kan systemet automatisk sende besked til kasinopersonalet om, at åbne yderligere borde.
Teknologien har angiveligt været undervejs i flere år, men er først for nyligt blevet finjusteret i sådan en grad, at den kan benyttes på kasinoerne, siger Melco Crown Entertainments chef for overvågning, Leroy Daniel, i pressemeddelelsen.
“Ved at arbejde meget tæt sammen med Cognitec, og gennem en proces af intern research, eksperimentering og analyse, er vi nu nået til et vendepunkt. Vi er overbeviste om, at vores samarbejde i dette betydningsfulde projekt vil resultere i et mere sikkert miljø for både ansatte og kunder”, lyder det.