Danske Spil om WPT’en: Bliver skuffet, hvis der kommer under 250 spillere

Én af årets største danske pokerbegivenheder bliver sat i gang i morgen, når Danske Spil og World Poker Tour inviterer til WPT National på Casino Copenhagen. Foreløbigt har små 100 mand tilmeldt sig, men dertil skal lægges minimum en 10-15 stykker, der kommer ind i turneringen via kvalifikationsturneringer på casinoet, mens vi også forventer en del spillere, som vil købe sig ind på både Dag 1a og Dag 1b.

Danske Spils pokermanager, Peter Holst, forventer dog, at flere spillere vil lægge de 12.295 kroner, som det koster at spille med.

“Det er et godt spørgsmål, hvor mange der kommer. Jeg bliver skuffet, hvis der bliver under 250 deltagere, men det tror jeg også, der kommer”, fortæller Peter Holst, da vi fanger ham på en ellers meget travl dag, hvor de sidste forberedelser til i morgen skal på plads.

Markedet for live-turneringer i Danmark er ikke, hvad det har været. En saga blot er de dage, hvor Casino Copenhagen kunne samle over 450 mand, der rask væk lagde 50.000 kr. for at spille med i en EPT-turnering i København – det var f.eks. tilfældet i 2008 og 2009. Den slags kan ikke lade sig gøre i disse år, og det er Danske Spil naturligvis også godt klar over.

“Tendensen går ikke mod himlen, og jeg vil da også hellere have 300 spillere end 250. Man er ikke bedre end sin sidste turnering, og jeg havde da håbet på en del flere deltagere end sidste år”, forklarer Peter Holst.

Sidste år var WPT Copenhagen en regulær WPT-turnering, hvor buyin var kr. 26.250. 229 spillere fandt det beløb frem, og som de fleste måske kan huske, var det svenske Emil Olsson, der tog titlen og de medfølgende 1,2 mio. danske kroner i førstepræmie. I år er WPT Copenhagen blevet en såkaldt National, så buyin bliver halveret. Det er dog langt fra nogen ulempe, fortæller pokermanageren for Danske Spil.

“Det er en fordel. Det er meget svært at få folk til at lægge 20.000 kr. i buyin. Sidste år havde vi regnet med lidt flere udlændinge, end der egentligt kom. Når vi sætter buyin ned, får vi fat i lidt flere amatører”.

Adskillige danske ‘proer’ har allerede meldt sig klar til weekendens turnering, og selvom det naturligvis kun er positivt, så er det ingen overraskelse.

“Proerne kommer altid. Selvom nogen af dem har brokket sig over, at buyin er for lavt, så skal de nok dukke op”, slutter Peter Holst.

WPT National København går i gang i morgen, fredag, og løber hele weekenden. Der er planlagt finalebord tirsdag d. 12. november, hvor trofæet skal have en ejermand.