Poker-baben klar til kamp: I starten var det sort snak

I aften går det for første gang løs med Babe Poker på Danske Spil, hvor du – udover at more dig – kan tjene nogle fornuftige skillinger. Især hvis du skulle være så heldig og dygtig at slå aftenens model ud, kan du se frem til en pæn lønningsdag. Der er nemlig såkaldt bounty på pigerne, så der er en rund ‘tusbasse’ til hajen, der får havfruen kylet ud af bassinet.

Læs også: Langt om længe – Babe Poker er opfundet

Lige præcis i aften er det nu ikke sikkert, at hovedpersonen bliver så nem at danse med. Celina Hilslev er – desværre for aftenens deltagere – indehaver af en irriterende god pokercoach ved navn Jacob ‘Sasuke’ Rasmussen, der som bekendt er én af Danmarks skrappeste Hold’em-spillere. Han kan da også blive nødvendig i aften, da Celina ikke har den helt store erfaring ud i pokerens ædle disciplin.

“Jeg må nok indrømme, at jeg ikke har de store erfaringer, men til gengæld har jeg lagt øre til utroligt mange samtaler omkring poker. I starten, da jeg mødte Jacob, var det sort snak, når jeg hørte ham og de andre drenge snakke om poker med alle deres ‘fancy’ udtryk. Med tiden lærte jeg, hvad de forskellige udtryk betød, og forstod, hvad de snakkede om,” fortæller Celina, da vi forsøger at få en status på pokerevnerne.

Babe Poker er udviklet af Danske Spil i samarbejde med Magasinet M!, og i den forbindelse skal I da ikke snydes for den nyeste forside, der minsandten også har Celina på forsiden.

Celina Hilslev M! forside 2. udgave

Når det går løs i aften kl. 20.00, vil Celina formentlig have sin pokerlæremester – der i øvrigt også er hendes forlovede – ved sin side. Celina regner i hvert fald med, at ‘Sasuke’ kan give en hånd med teorien frem mod turneringen.

“Jacob har lovet at give mig et hurtigt ‘crash course’, og hvis jeg er heldig, kan det være, han måske kan sidde og hjælpe lidt på siden, såfremt han ikke har for travlt med sine egne borde”, siger Celina.

Tror du, at de andre spillere kan finde på at lægge an på dig via chatten?

“Ja, det er et godt spørgsmål. Hvis jeg primært kommer til at spille mod folk, som normalt spiller turneringer på Danske Spil, bliver der nok ikke skrevet de vilde score-beskeder i chatten, men hvis det mere er nogen, der spiller for sjov, kunne det sikkert godt gå hen at blive lidt skægt. Jeg glæder mig i hvert fald”, griner Celina, som vi naturligvis ønsker al mulig held og lykke i aften.

Hvis Celina skulle blive træt af onlinepoker, vil vi her på PNN.dk da gerne være de første til at anbefale live-udgaven. Dog vil der nok blive kaldt ‘tid’ lidt for ofte, når modstanderne falder i staver over at skulle læse følgende pokerfjæs:

Celina Hilslev pokerfjæs 2. udgave

Vi sender al den skrub, vi kan mønstre, til Celina.

© Billeder venligst udlånt af M!