Rahbek om HU-dysten: Jeg tror, jeg vinder 7 ud af 10 gange

Helge Rahbek fik en flot andenplads ved årets vel nok største pokerturnering på dansk grund. Den placering sikrede ham kr. 485.000, men alligevel var der en anelse skuffelse af spore af stemmen, da vi fik en kommentar kort efter turneringens sidste hånd. Helge Rahbek var da også stor chipleader, da ham og Younas Rønhoff påbegyndte Heads Up-dysten.

“Jeg er lidt skuffet, men omvendt er der også fin betaling for andenpladsen. Jeg tror, at jeg – og det tror jeg også, at Younas vil give mig ret i – vinder den ‘heads up’ 7 ud af 10 gange. Det gik jo egentligt ret nemt fra ni til tre mand, hvor jeg bare spiller små pots. Jeg havde en vildmand på min venstre side – altså Allan (Sandgaard red.) – som gjorde spillet svært for mig”, fortæller Helge ‘Kalacenikov’ Rahbek, der trods alt må siges at tage HU-nederlaget med oprejst pande.

Læs også: Uimponeret 22-årig snød ‘profferne’ og vandt WPT København

Helge Rahbek er en kendt og frygtet spiller i cash games, men fortalte også under finalebordet, at han trods alt har spillet en hel del turneringer. Han virkede da også utroligt rolig og humørfyldt, mens spillet stod på. Nogen kan måske huske Helge fra sommeren 2008, hvor han havde et flot ‘run’ i WSOP ME, der endte med en placering som nr. 170.

I dag var Rahbek flere gange involveret i nogle store pots mod Younas Rønhoff, men når de to kom til ‘showdown’, var det oftest Younas, der havde den bedste hånd. Da Helge på et tidspunkt gik all-in med sin shortstack og doblede, måtte han da også stikke lidt til Younas, som, da riverkortet blev vendt, udbrød: “Hvor er det sygt”. Den kunne Helge alligevel ikke lade passere, og han svarede: “Ahh! Det siger manden, der har overlevet fire all-ins.”

Der var store penge på spil på årets finalebord, og for flere af spillerne var det da også første gang, at de spillede om så store beløb. Helge Rahbek er mere vant til at vinde og tabe store summer i poker, hvilket han da heller ikke benægter.

“Jeg kiggede ikke så meget på præmierne, men omvendt var det heller ikke bare ‘gung ho’ derudad. Det var et hyggeligt finalebord, hvor vi kendte hinanden, da vi jo selvfølgelig har talt med hinanden i de seneste par dage,” siger Helge om sit spil og finalebordet generelt.