Farligt dansk firkløver andendags-klar i Barcelona

Med tre danske håb – og én top-10 stack – videre fra dag 1A af Estrellas main event i Barcelona var der i forvejen lagt op til god danskerlir ved lørdagens dag 2, men nu har fire topskrappe, danske pokerdrenge formået at skrue forventningerne urealistisk meget op, efter en rigtig god rød-hvid dag ved filten ved heat 1B.

Læs også: Dansker i Top 10 ved Estrellas Poker Tour Barcelona

Morten ‘VM’ Mortensen var blandt de danske deltagere ved den €1.100 dyre turnerings anden start, og på fornemmeste vis lykkedes det den tidligere WPT National-vinder at skyde sin startstack på 25.000 op i nydelige 169.700. Også DM 2011-vinder Simon ‘ministerborg’ Ravnsbæk havde taget plads ved filten i går, og også han formåede at passere 100.000-mærket. 125.600 lød countet på, da dagens 12 levels var færdigspillet, hvilket giver ham en placering i den øverste femtedel af de 330 spillere, der nåede videre fra 1B.

Endelig lykkedes det også EPT Campeone-vinder Jannick Wrang og WPT National Bruxelles-vinder Lasse Frost at avancere i det catalonske. Wrang ligger med sine 82.700 lige under average for dagen, mens Frost må have arbejdshandskerne med, når spillet genoptages lørdag klokken 12.00. Frost har blot 22.000 til sit navn, hvilket rækker til lige under 10 big blinds, når spillerne går i gang på level 13 – 1.200/2.400 med en 300 ante.

Dag 1C begynder til middag, men det vides endnu ikke, hvilke danske håb der skal i action i dag.

Danskere videre fra dag 1B

Morten ‘VM’ Mortensen 169.700
Simon ‘ministerborg’ Ravnsbæk 125.600
Jannick ‘bajawa’ Wrang 82.700
Lasse Frost 22.000