Seks danskere øjner pengene ved historiens største EPT
Med præcis 1.700 deltagere er EPT Barcelona officielt den største EPT nogensinde, og det er som bekendt ikke bare de lokale tyre, der har fået øjnene op for turneringen. Spillere fra hele verden er strømmet til for at spille med i det catalonske, og derfor er der også opstået en hel danskerlejr, med mere end 30 af landets bedste rød-hvide pokerspillere. Seks af dem har stadig muligheden for at betale overvægt på flyet hjem, hvis der skal være plads til både kontanter og trofæ, det står klart før turneringens tredjedag.
Jonas Palsgård Christensen fik i går fornøjelsen af et par timer ved featuretable, hvor han i løbet af dagens sidste to levels mere end fordoblede stacken op i 159.100. Han leder danskerfeltet an rent chipsmæssigt, men lige bag ham finder vi Helge ‘Kalashnikov’ Rahbek, der havde en fin dag ved filten, og endte i 157.400. Også Frederik Brink Jensen (132.400) og Bo Kjær Erichsen (112.200) kan glæde sig over at have knækket 100.000-mærket, mens Morten ‘Houbanan’ Jespersen (98.600) stadig har mere end 30 big blinds at lege med i dagens første level – 1.500/3.000 med en 400 ante.
Endelig er Oliver Hede også stadig i turneringen, men med sine 34.400 skal han havde arbejdshandskerne på helt fra spilstart. Average med 343 spillere tilbage lyder på lige under 148.700 chips.
Spillet genoptages klokken 12.00 i dag, og i løbet af dagens fem levels vil spillerne med stor sandsynlighed ramme boblen. Den endelige præmiefordeling bliver dog først annonceret kort før spilstart. PNN følger naturligvis op på danskernes færd fra Barcelona.
Danskere videre til dag 3 ved EPT Barcelona 2015
Jonas Palsgård Christensen | 159.100 |
Helge Rahbek Pedersen | 157.400 |
Frederik Brink Jensen | 132.400 |
Bo Kjær Erichsen | 112.200 |
Morten Hougaard Jespersen | 98.600 |
Oliver Hede | 34.400 |