Nedturen fortsætter: Dårligste pokerår i Las Vegas i et årti
Center for Gaming Research på University of Nevada har haft fat i historiebøgerne, for at få et overblik over pokerens udvikling i Las Vegas. Således har Dr. David G. Schwartz samlet information fra de sidste 24 års pokerspil i en tabel, der både viser hvor mange pokerrum og pokerborde, der hvert år blev registreret i ‘Syndens By’, ligesom der angives, hvor meget kasinoer og klubber omsatte på det populære kortspil.
Læs PNNs feature: Det nye pokerboom: Turneringsserierne vinder på onlinepokerens fald
Det er imidlertid et dystert billede, statistikken tegner. Ikke siden det tidlige pokerboom i 2004 har både omsætning og antallet af pokerborde været så lav, som det var tilfældet sidste år. Sidste år blev der registreret 681 pokerborde i Nevada fordelt på 76 forskellige pokerrum. Til sammenligning var der fra 2007 til 2010 mere end 900 pokerborde og vel over 100 forskellige pokerklubber og kasinoer i staten.
Tallene viser også, at der i 2015 blev omsat for næsten $50 millioner – eller hvad der svarer til næsten 30 procent – mindre end i 2007, der stadig står som det bedste pokerår nogensinde i Nevadas historie.
På trods af de dystre udsigter, så er der dog en positiv ting at hæfte sig ved. Selvom der år for år bliver spillet mindre poker i Nevada, så har World Series of Poker ikke mærket et stort fald i antallet af deltagere ved Main Event over de sidste par år. Således var der næsten lige så mange spillere sidste år, som da amerikanske Greg Merson strøg til tops foran landsmanden Jesse Sylvia i 2012-udgaven.
Endelig er der håb om, at onlinepokerens tilbagevenden i flere amerikanske stater igen kan skabe opmærksomhed om spillet, der for alvor fik folkelig appel med Chris Moneymakers enestående sejr for snart 13 år siden.
Pokeren i Nevada siden 1992
År | Pokerrum | Pokerborde | Omsætning | ME-deltagere |
1992 | 92 | 564 | $74.701.000 | 201 |
1993 | 89 | 571 | $70.814.000 | 220 |
1994 | 93 | 586 | $71.667.000 | 268 |
1995 | 92 | 574 | $66.520.000 | 273 |
1996 | 82 | 539 | $64.485.000 | 295 |
1997 | 77 | 490 | $61.509.000 | 312 |
1998 | 76 | 526 | $58.873.000 | 350 |
1999 | 70 | 546 | $63.244.000 | 393 |
2000 | 68 | 473 | $63.064.000 | 512 |
2001 | 65 | 475 | $69.673.000 | 613 |
2002 | 57 | 386 | $57.791.000 | 631 |
2003 | 58 | 383 | $68.276.000 | 839 |
2004 | 79 | 484 | $98.862.000 | 2.576 |
2005 | 96 | 701 | $140.224.000 | 5.619 |
2006 | 106 | 886 | $160.929.000 | 8.773 |
2007 | 113 | 907 | $167.975.000 | 6.358 |
2008 | 113 | 913 | $155.724.000 | 6.844 |
2009 | 114 | 905 | $145.580.000 | 6.494 |
2010 | 109 | 920 | $135.200.000 | 7.319 |
2011 | 104 | 872 | $131.877.000 | 6.865 |
2012 | 99 | 809 | $123.253.000 | 6.598 |
2013 | 88 | 774 | $123.891.000 | 6.352 |
2014 | 79 | 736 | $119.904.000 | 6.683 |
2015 | 76 | 681 | $118.023.000 | 6.420 |