Når byture og junkfood kan ses på pokergrafen

Som pokerspiller er det lidt for let, at falde hen foran computeren. Når den står på junkfood til middag, 12 timers liden fysisk betonet onlinegrind og byture galore i weekenden, så slår det hurtigt ud på vægten og resultaterne. Det måtte 24-årige Jaroslav Tjepan fra Hadsten sande, da der efter små 4 år som professionel pokerspiller gik lidt for meget dagdriveri og lidt for lidt ansvarlig grinder i den.

Under nicket ’Tjepan’ vandt den ukrainsk-fødte pokerspiller i 2013 en af karrierens største triumfer, da han sluttede øverst på PokerStars leaderboard for turneringsserien TCCOP – Turbo Championship of Online Poker. På 46 events nåede Tjepan at cashe ikke mindre end 12 gange, og ramte samtidig to finaleborde. I alt cashede han lige under $80.000, og det var nok til at sikre ham den samlede sejr og den $16.500 dyre pakke til PCA på Bahamas.

Siden da begyndte han i stedet at lægge sine timer i Pot Limit Omaha-cashgame, men han begyndte også, at give sig selv og sin krop lidt for lang snor, fortæller han.

”Jeg var 3 måneder i Las Vegas fra juni til august 2013, og da jeg kom hjem viste vægten faretruende 128 kilo. Dét var der, det for alvor gik op for mig, at jeg blev nødt til at tage mig sammen. Der var simpelthen gået for meget dårlig kost, alkohol og dårlige vaner i den”, lyder det fra Jaroslav.

 PbQ2e6s

 

En ny begyndelse

De lange dage foran computeren blev krydret med regelmæssige besøg i træningscentret, takeaway blev afløst af reelle og balancerede måltider, og der blev skåret lidt i byturene. Men det var ikke nok for Jaroslav, der havde mere blod på tanden.

”Jeg kunne se, det gik langsomt fremad, men det var bare ikke tilstrækkeligt. Det lykkedes mig ved ’egen’ hjælp at smide 20 kilo, men jeg vidste simpelthen ikke nok om træning og teknikker. Derfor tog jeg for en måned siden kontakt til min gode ven Thomas Asp, der er personlig træner. Det var altså nu eller aldrig”.

Under kyndig vejledning af Thomas Asp Laursen indledte Tjepan et skrapt 12 ugers træningsregime, med fire træningspas om ugen og komplet kostomlægning. Men ifølge Jaroslav, er det i lige så høj grad motivationsløftet, der er alle pengene værd.

”Jeg kender og kan lide Thomas, og så kan han motivere mig som ingen andre. Jeg kommer pludselig op og afsted til træningscentret, hvis jeg ved, jeg skal stå til regnskab over for ham. Jeg er da kommet for sent et par gange, men når det betyder strafomgange på løbebåndet, lærer man hurtigt at komme til tiden”, siger Tjepan med et smil på læben.

10698715_10152783544676257_5468529293019422058_n

 

En god forretning

Selvom han indtil videre blot er en tredjedel gennem forløbet, har han allerede opnået store forbedringer. For første gang i mange år er Jaroslavs kampvægt under 100 kilo, mens fedtprocenten er faldet hele 7 procent. Det kan mærkes i hverdagens strabadser, men bestemt også i pokerspillet, fortæller Tjepan.

”Jeg kan i høj grad mærke, jeg er på vej det rigtige sted hen. Jeg kan mærke, at det gør en forskel at have en velfungerende krop. Jeg sover bedre, og tænker meget mere skarpt. Det bliver altså til flere +ev beslutninger, og derved en bedre timeløn. Det giver jo sig selv”, lyder det fra pokerproen.

Forløbet med personlig træner slutter ved udgangen af året, men Jaroslav er slet ikke bekymret for at ryge tilbage i de samme gamle vaner.

”En ting er helt sikkert. Jeg ryger aldrig helt tilbage i ’lir-fælden’ igen. Jeg savner at gå i byen – det vil jeg gerne indrømme. Men jeg vil altid passe på min krop fremadrettet – det er den bedste investering, man kan foretage sig som menneske.”

Du kan følge Tjepans 12 ugers projekt på PokerNet.dk.

PNN var med Tjepan på træningspas i forbindelse med Fall Tour 2014 på Casino Munkebjerg i Vejle. Se her, hvordan det udspillede sig.