PokerTracker Manager: – Jeres rake penge hjælper Lederer med at hænge ud med rockstjerner
Den tidligere Full Tilt Poker-ejer Howard Lederer er formentlig stadig den mest upopulære mand i det internationale pokersamfund, og det er en titel, han nok får lov at beholde en rum tid endnu.
Tidligere på året gik der rygter om, at han ville gøre comeback ved pokerbordene under sommerens WSOP sammen med Chris “Jesus” Ferguson, der ligesom Lederer er lagt for had i store dele af pokermiljøet.
Læs også: Genopstår “Jesus” under sommerens WSOP?
Men måske skal Howard Lederer tænke sig om to gange, før han sætter sig til rette ved pokerbordene igen, for alene rygterne om Lederers deltagelse i en Jane’s Addiction koncert i sidste weekend, har fået mange folk i pokerkredse til at brokke sig højlydt.
Steve McLoughlin, som tidligere havde en høj stilling hos 2+2 og nu er Marketing Manager hos PokerTracker, hævdede nemlig at have set den kontroversielle Lederer i Brooklyn Bowl til en Jane’s Addiction koncert.
“Er til Jane’s Addiction koncert. Howard Lederer er i VIP området. Jeres rake penge hjælper Lederer med at hænge ud med rockstjerner”, skrev McLoughlin indledningsvist på Twitter, og fuldte bagefter op med endnu et tweet.
“Er ret sikker på @janesaddiction vil dedikere “Been Caught Stealing” (fanget i at stjæle, red.) til @howardhlederer som hænger ud i VIP området. #NothingShocking”, skrev PokerTrackers Marketings Manager på det sociale medie.
Selv om der er tale om et rygte, og der indtil videre ikke er dukket billeder op af Lederer i VIP’en, får historien dog en smule ekstra brændsel af et billede Howard Lederers gode ven – Andy Bloch – postede på twitter samme aften.
Hvis det kan skabe så meget postyr, at Lederer går til koncert, hvad kan han så forvente under pauserne i turneringerne, når – eller hvis – han engang returnerer til pokerbordene?
Herunder kan du lytte til Jane’s Addiction og nummeret “Been Caught Stealing”, som tilsyneladende er et musiknummer der falder i Howard Lederers smag: