Theo før aftenens boksekamp: “Jeg er jo fuldstændig blottet for talent”

Så er det i aften, den stort anlagte boksekamp mellem ‘Sølvræven fra Greve’ Theo Jørgensen og ‘pik og patter-komikkens ukronede mester’ Uffe Holm skal finde sted, og Theo Jørgensen har i det mindste varmet fingrene op med en veldrejet blog hos Ekstrabladet.

Læs også: Theo skal bokse mod Uffe Holm

 

Det lader dog også til, at fingrene er det eneste, som PokerStars Pro’en for alvor har forberedt til kampen. I hvertfald afslører Theo, at han ikke har trænet halvt så hårdt, som da han tilbage i 2009 skulle møde Gus Hansen i ringen om $40.000, men han er helt overbevist om, at Uffe Holm heller ikke ligefrem har været bidt af en gal træningshund. Det kan derfor sagtens blive en tæt kamp alligevel, mener Theo.

“Gutten har kortere rækkevidde end ni ud af ti pingvin-arter (Konge pingvinen stikker ham med syv cm). Han har aaaaaaalt for travlt til at træne fem gange om ugen, og så kan han derudover ikke særligt godt lide, når kroppen skal presses til det yderste, hvis du spørger mig.

Så i stedet for at jeg på nuværende tidspunkt skulle være kæmpefavorit er kampen nu helt lige. Alene pga. det faktum, at jeg er helt og aldeles blottet for talent i den her lorte sportsgren.”

Denne gang er der ‘kun’ 20.000 kroner på højkant, men alligevel skal det nok blive intenst, når kampen sættes igang klokken 19.00 på en hemmeligholdt destination i København.

PNN følger selvfølgelig op på resultatet af den legendariske boksekamp i morgen. Hvem tror du på? Pingvinen eller sølvræven?