Ups!: Modtog $150.000 ved en fejl, og gamblede dem væk

Det kan være svært at styre sig, hvis man pludselig kommer til penge, men når ens bank ved en fejl overfører på den gode side af 800.000 kroner til ens konto, gør man nok klogt i, ikke at fange en taxa til det første og bedste casino. Det må være moralen i den historie, det Newzealandske medie Stuff berettede i går.

Ifølge nyhedssitet var det en 32-årig kok fra Auckland, der pludselig en dag stod op til $141.000 for meget på kontoen. Kombineret med mandens ludomaniske tendenser betød det, at pengene hurtigt fik ben at gå på, og over de næste 8 dage tabte han hele $106.000. Det er ikke kommet frem, hvordan manden har formøblet pengene, udover det altså var på gambling.

Efter godt en uge med de store gamblingtab, gik det op for banken, at noget var rivruskende galt, og lukkede straks mandens konto. De mange penge er nu i overtræk på mandens igen slunkne bankkonto, og siden september måned, er det lykkedes ham at afbetale $2.250. Med den fart vil det tage manden små otte år at blive gældsfri.

Netop for at sørge for, at afbetalingerne støt kommer ind, valgte Auckland District Court heller ikke at fængsle manden. I stedet er han blevet dømt til 200 timers samfundstjeneste, ligesom han skal bære elektronisk fodlænke. Manden er desuden – fornuftigt nok – blevet udelukket fra områdets casinoer.