10 dage før åbning: Non stop pokerkanal ansætter Maria Ho
Non stop poker-TV i form af turneringsdækning, strategiprogrammer, underholdning og endda nye cashgame sessioner. Det bliver realiteten, når Poker Central fra første oktober slår dørene op, og giver pokerentutiaster endnu mindre grund til at sætte den bærbare computer fra sig og forlade sofaen. 24 timer i døgnet kommer den amerikanske pokerkanal til at vise poker, og med samarbejdsaftaler med stjerner som Daniel Negreanu og Antonio Esfandiari, bør kvaliteten også være sikret.
Læs også: Negreanu skal levere indhold til non stop poker-TV
Nu har TV-kanalen så skrevet med endnu et velkendt pokernavn, nemlig den skrappe kvindelige kortkriger, Maria Ho. På trods af, at Ho har turneringsgevinster for næsten $2 millioner, så har hun primært opnået succes som live cashgame-spiller, hvor hun spiller med i nogen af de dyreste mixed games i Las Vegas.
Maria Ho bliver frontfigur i et helt nyt program kaldet ‘Poker Central Live with Maria Ho’, som for fremtiden skal vises på Poker Centrals Twitch-kanal. Her skal den nydelige amerikaner grinde onlinepoker, mens der i hvert program vil være gæsteoptrædener fra velkendte pokerproer og andre celebrities. Ifølge en pressemeddelelse fra Poker Central kommer programmet til at vare flere timer, og bliver sendt ugentligt på Twitch.
“Vi er begejstrede for at kunne byde Maria Ho velkommen til Poker Central. Hun er en af de bedste kvindelige pokerspillere i verden, og hendes viden om spillet og fantastiske personlighed og charme, gør hende til en kærkommen tilføjelse til holdet”, udtaler TV-kanalens direktør, Clint Stinchcomb, i pressemeddelelsen.