Hastings i pole position til sit tredje WSOP-armbånd i år

Brian Hastings har haft et rent ud sagt fremragende WSOP-år indtil nu, med to armbånd og et dybt run i Main Event på Rio All Suite Hotel and Casino. De resultater har indtil videre “kun” bragt amerikaneren op på en tredjeplads på WSOP Player of the Year-ranglisten bag landsmændene Mike Gorodinsky og Shaun Deeb, men med WSOP Europe er der stadig events at løbe på, og i går spillede Hastings sig så i fremragende position til at tilføje endnu et finalebord til listen.

Det skete i event #8, den €1.100 dyre turbo re-entry turnering, hvis anden (og sidste) indledende dag løb af stablen i går. 257 spillere havde fundet vej til filten, heriblandt danske kortkrigere som Mikkel Plum, Henrik Hecklen og Simon Ravnsbæk, men det lykkedes ingen af dem at blive blandt de bare 20 avancerende. Det gjorde derimod Brian Hastings, der sluttede dag 1B som velvoksen chipleader efter at have skudt sin startstack på 5.000 chips op i hele 137.100.

Udover Hastings havde flere andre velkendte ansigter ligeledes chips foran sig, da spillet blev indstillet omkring klokken 21.00 i går aftes. Dominik Nitsche (65.500), Vladimir Troyanovskiy (62.500), Mike Leah (59.000) og John Racener (57.000) ligger alle til midt i feltet, og har således mellem 19 og 22 big blinds når spillet genoptages i dag klokken 12.00. Her er der ét skud bøssen for et dansk bracelet, når Rasmus Vejbæk-Zerr i kraft af sit avancement fra 1A skal forsøge at forvandle sin shortstack på 18.000 til et finalebord eller bedre.