Ivey anker Crockfords-dom

Det er nu snart en måned siden, at retten i London afsagde dom over Phil Ivey’s edge-sorting metode. Dommen var som bekendt ikke videre positiv for Ivey, der endte med at blive frakendt retten til de $12,2 millioner, han ellers havde vundet i Punto Banco på Crockford’s casino i den engelske hovedstad.

Læs også: Negreanu kalder Ivey-dom “absurd”

 

Nu er det så kommet frem, at verdens bedste pokerspiller har anket dommen. Det siger Iveys advokat, Matthew Doyd, til F5poker.

“Jeg kan bekræfte, at Phil Ivey i sidste uge sendte en anmodning til den engelske appelinstans (Court of Appeal). Phil vil anke dommen, da han mener dommeren både rent faktuelt og rent lovmæssigt tog fejl, da han konkluderede at edge-sorting var snyd”, lyder det blandt andet i advokatens udtalelse.

Hvornår appelsagen skal føres, er endnu uvist, men hvis resten af sagens fremdrift har noget at skulle have sagt, kan det godt tage lidt tid. Episoden fandt nemlig sted i august 2012, men kom altså først for retten i sidste måned.