Norsk skistjerne og high stakes spiller smadrer sin Audi i kæmpe brandert

Den norske skistjerne, OL deltager og deltids high stakes pokerspiller Petter Northug er kommet i problemer med politiet, efter han for nyligt kørte galt i sin bil og flygtede fra ulykkestedet.

Northug, som spiller under aliaset “NorthugJr”, smadrede sin Audi A7 i sidste uge efter at have drukket for meget alkohol.

Han ramte autoværnet i Trondheim i Norge og flygtede fra ulykkestedet, men blev senere afhentet af politiet på sin adresse, hvor han stadig var beruset.

Den olympiske medaljevinder nægtede indledningsvist, at han selv havde kørt bilen, men krøb senere til bekendelse og undskyldte sin bummert overfor sine fans og sponsorer i en udtalelse.

“Det var en bytur, der endte hjemme ved mig. Det blev ud på morgentimerne, folk begyndte at gå hjem og nogen lagde sig ind og sov. Til sidste var det bare mig og passageren i bilen, som var vågne, og vi bestemte os for at køre en tur. Vi havde ikke nogen plan for, hvorfor vi skulle ud og køre” erkendte han.

“Dagen efter havde jeg indset, hvad der var sket. Jeg havde bragt mit eget og passagerens liv i fare, jeg er vældig skuffet over det, som jeg har gjort. Jeg føler ikke det vil påvirke min karriere. Det er en kedelig hændelse, som jeg er ked af, men jeg har lyst til at vise at jeg hører til i toppen igen”, sagde den 28-årige Petter Northug, som har vundet to guld medaljer ved Vinter OL i Vancouver i 2010, men forlod det seneste vinter OL i Sotji tomhændet.

Her kom det frem, at Northug havde spillet high stakes online poker, mens han befandt sig i Rusland til OL, og enkelte medier gav poker-eskapaderne skylden for Northugs manglende succes i Sotji.

Læs også: Træner forsvarer norsk skiskuffelse: – Ikke pokerens skyld

northug_bil

Her ses Petter Northugs smadrede Audi i Trondheim, Norge. (Foto: Reuters)