To WPT-vindere jagter tredje trofæ på Borgata

Selvom World Poker Tour har måtte give ringene videre til EPT som verdens største turneringsserie, så er pokeren ikke ligefrem død i det amerikanske. Det er den igangværende WPT Borgata bevis for, hvor hele 1.027 deltagere stillede op, for at få del i den $3.000.000 garanterede store præmiepulje.

Efter fire dages strabadser ved filten på det traditionsrige kasino i Atlantic City resterer blot 25 spillere, og selvom mange af de store tourchefer er blevet udenlands for at kunne spille WCOOP, så er der alligevel et par genkendelige navne i blandt. To tidligere WPT-vindere er for eksempel stadig i feltet. Det drejer sig om den dobbelte WPT-vinder Darren Elias (billedet), der udover at have vundet en WPT på den vestindiske ø St. Kitts, også triumferede sidste år ved selvsamme Borgata Open.

Han må dog formodes at få kamp til stregen, for den amerikanske pokerpro Jonathan Little har også stadig chips foran sig før fjerdedagens begyndelse. Little har ligeledes to WPT-trofæer til sit navn, da han både i 2007 og 2008 tog sig af to forskellige $10.000 main events til over en million dollars hver. Til sammenligning koster WPT Borgata i dag “bare” $3.500, mens der er $723.227 til vinderen.

Når spillet genstartes i aften klokken 18.00 dansk tid, skal feltet reduceres til bare seks spillere. De spiller på det velkendte, televiserede WPT-finalebord i morgen aften.