WSOP: “Ladies event er for kvinderne – bliv væk drenge!”

De seneste par år under sommerens WSOP i Las Vegas har den samme historie rullet sig ud; nemlig den om de mænd som alligevel stiller op til Ladies Event og spiller med på trods af – som navnet antyder – at turneringen er tiltænkt det smukke køn… og kun det smukke køn.

På grund af diskriminationslovgivning kan WSOP-arrangørerne ikke forhindre mænd i at spille med i en turnering, som ellers er tiltænkt de forholdsvist få pokerspillende kvinder (det vurderes at 95% af alle pokerspillere er mænd, red.), så nu har WSOP gjort den næstbedste ting: de har lavet et buyin på $10.000 til Ladies No-Limit Hold’em Championship, men giver alle kvinder en rabat på 90% – eller $9000.

WSOP 2013 bliver spillet på Rio All-Suite Hotel & Casino i Las Vegas, og årets serie starter d. 29 maj. Herefter ruller maskinen i de efterfølgende 49 dage, og stopper først når finalebordet i WSOP Main Event er fundet d. 16 juli.

Omkring 500 pokerborde vil blive brugt i den store spillesal på Rio All-Suite Hotel & Casino, og her forventer arrangørerne at mindst ligeså mange deltagere som sidste år vil møde op i jagten på penge, WSOP-bracelets og hæderen der følger med.

I 2012 deltog i alt 74.766 spillere fordelt på 61 events, hvilket skabte en samlet præmiepulje i turneringerne på mere end $222 millioner, hvilket gjorde WSOP 2012 til det største WSOP i seriens 43-årige historie.