5 år efter Black Friday: 1.500 Fult Tilt-kunder får afvist tilbagebetaling
Det er mere end fem år siden, det amerikanske Department of Justice (DoJ) lukkede Full Tilt Poker og beslaglagde alle brugernes indeståender. Siden er spillere blevet udbetalt i bølger, de første 27.500 brugere i februar 2014 og senest udbetalte Garden City Group $2,6 millioner i marts i år, hvilket bringer den samlede udbetaling op på 94 procent. 6 procent eller hvad der svarer til godt $7 millioner mangler imidlertid stadig at finde sine rette ejermænd, og det var forventet, at op mod halvdelen af de anslåede 3.000 kreditorer ville blive betalt i denne ombæring. Nu er de 1.500 tilbagebetalingskrav imidlertid blevet afvist.
Læs også: 3.000 spillere mangler stadig Full Tilt-penge efter Black Friday
På hjemmesiden fulltiltpokerclaims.com skriver Garden City Group, hvordan det er DoJs sektion for Konfiskation af Aktiver og Hvidvaskning der har afvist de 1.500 tilbagebetalingskrav, og at beskeden allerede er videregivet til de berørte. Det er ligeledes muligt at anke DoJs beslutning de næste 10 dage frem, hvilket mange af de tomhændende Full Tilt-kunder med garanti vil gøre brug af.
Det er endnu ikke kommet yderligere detaljer frem om de afviste krav, men eftersom langt størstedelen af de tidligere kunder allerede er blevet tilbagebetalt, er der ikke overraskende tale om de mest komplicerede sager.
Til dato er 44.000 Full Tilt-brugere blevet tilbagebetalt $111 millioner, men de sidste 3.000 krav mod den snart hedengangne pokerklient lader altså vente på sig.
Udbetalinger af indeståender til Full Tilt Poker-kunder
Tidspunkt | Udbetaling | Antal brugere betalt | Udbetalt i alt |
Februar 2014 | $76 millioner | 27.500 | 63% |
April 2014 | $5 millioner | 2.200 | 68% |
Juni 2014 | $14 millioner | 3.200 | 80% |
September 2014 | $1,8 millioner | 600 | 81% |
Marts 2015 | $2,8 millioner | 3.500 | 83% |
Juni 2015 | $4 millioner | 4.000 | 87% |
November 2015 | $5,7 millioner | 2.000 | 92% |
Marts 2016 | $2,6 millioner | 1.180 | 94% |