Amaya-aktier i frit fald på trods af markedsdominans
Det første halvandet års tid som PokerStars-ejere har ikke ligefrem har været en dans på roser for Amaya Gaming, men på trods af flere belastende forretningsbeslutninger – senest det alvorlige indgreb i deres VIP-program – har PokerStars uagtet beholdt deres urokkelige position som ledere på markedet for onlinepoker. Ifølge Amayas seneste regnskab for årets tredje kvartal foregår 68 procent af al onlinepoker nemlig på PokerStars-klienten, og med Full Tilt Pokers tre procent, sidder det Montreal-baserede selskab altså på mere end syv tiendedele af det indbringende gamblingmarked.
Læs også: Bønding hiver alle sine penge ud af PokerStars i protest
En dominerende markedsposition er imidlertid ikke ensbetydende med en sund, veldrevet forretning. Det må Amaya Gamings investorere sande, efter selskabets aktie i går tog et alvorligt dyk som følge af en række skuffende udmeldinger i kvartals-gennemgangen. Først og fremmest er forventnigen til årets resultat blevet nedjusteret som følge af en svag canadisk dollars, men det er også et resultat af, at selskabets store satsning – en ny sportsbettingudbyder i forlængelse af PokerStars – er blevet væsentligt forsinket på en lang række markeder.
I alt 35 procent dykkede Amaya-aktien i løbet af den canadiske børs åbningstid i går. Fra et udgangspunkt på 31,23 canadiske dollars faldt prisen per aktie helt ned til 21,10 CAD$, hvilket er det største fald siden selskabet blev børsnoteret. For godt en time siden slog børsen i Toronto så igen dørene op for handler, og her er nedturen ligeledes fortsat. I øjeblikket handles aktien til 20,56 CAD$, men meget kan selvsagt nå at ske, før dagen er omme. Uanset hvordan de næste uger kommer til at forløbe, siger gårsdagens styrtdyk noget om den manglende tillid, der i øjeblikket er til Amayas produkter, herunder de to prominente pokersider.