Californisk komité vedtager pokerforslag enstemmigt
Flertallet af de amerikanske stater må stadig kigge langt efter onlinepoker i kølvandet på Black Friday, men nu kan USA’s mest folkerige stat, Californien, måske endelig skimte lys for enden af tunnelen.
I går blev forslag AB 431 nemlig endelig behandlet i den besluttende komité i California State Assembly, og her vedtog komitéen enstemmigt, at sende det samlede lovforslag videre i høringsprocessen.
Selvom det ikke umiddelbart virker som et stort skridt for onlinepokeren i Californien, så er det første gang at et forslag om regulering af onlinepoker har fået opbakning af en komité i staten. Derudover var der på forhånd uvished om, hvorvidt forslaget stillet af demokraternes Adam Gray overhovedet ville få den nødvendige støtte til at blive sendt videre i systemet. Derfor anses det alligevel som en mærkbar sejr, på trods af den endelige legalisering stadig er måneder eller i værste fald år væk.
I april sidste år blev PokerStars givet tilladelse til igen at udbyde onlinepoker i staten, så snart en endelig legalisering kommer på plads, og selvom der stadig ikke er blevet delt en eneste hånd ved den virtuelle filt i Californien, så er der optimisme at spore hos PokerStars ejere, Amaya Gaming, oven på den seneste udvikling.
Læs også: Optimisme efter høring: PokerStars klar til Californien
“Dagens vedtagelse af AB 431 (…) repræsenterer en milesten i kampen for at gøre onlinepoker tilladt i Californien. Selvom dette blot er første skridt i en lang proces, er det stadig vigtigt. Aldrig tidligere har et lovforslag omhandlende onlinepoker haft en så informativ høring, for slet ikke at tale om at være blevet stemt om og vedtaget i komitéen. Den endelige færdiggørelse at lovgivningen der skal regulere onlinepoker i Californien skal stadig udarbejdes, men indtil videre tegner 2015 til at blive anderledes. Hårdt optrukne linjer og grov snak er blevet forvandlet til åbne sind og dialog”, skriver en koalition af pokerudbydere med Amaya Gaming i spidsen dagen derpå.