Danmarks bedste tourspiller i stor Winamax-triumf

For få uger siden overtog Simon ‘IgorKarkarof’ Rønnow Pedersen førstepladsen på Pocketfives’ rangliste over danske turneringsspillere online, og siden da har den rød-hvide turneringsspecialist holdt kadencen i vejret, for at holde Silkeborgs stolhed, Allan ‘Sifosis’ Bække, behørigt bag sig.

I nat blev det så til endnu et stort resultat for den yngre padawan, da Rønnow spillede sig på finalebordet i den €950 dyre Grand Tournament på det franske netværk Winamax.FR, der har specialiseret sig i turneringer. 139 spillere havde valgt at lægge det velvoksne buy-in, og da boblen brast med 15 spillere tilbage, sad Rønnow altså stadig fint med under nicket ‘igak’.

Den nu Aarhus-bosatte eksil-silkeborggenser formåede kort efter klokken 03.00 at ramme finalbordet med en af feltets større stacks, men med to af Sveriges bedste spillere i blandt de sidste ti, Andreas ‘R4ndmr4gs’ Berggren og ‘Sheater’, var de afgørende momenter bestemt ikke en walkover for den skrappe dansker. Ultimativt nåede Rønnow dog heads up mod netop Andreas ‘R4ndmr4gs’ Berggren, der kan bryste sig af cashes for mere end $5,6 millioner online. Desværre kan svensken nu tilføje $41.276 til det total, for det lykkedes ikke Rønnow at vinde heads up-duellen, hvorfor han i stedet måtte tage til takke med andenpladsen, der trods alt havde en rimelig trøstepræmie på mere end $26.000 medfølgende.

Med sejren får Simon Rønnow Pedersen også mere end 250 point til Pocketfives-ranglisten, men der skal mere til, hvis han stadig vil indtage førstepladsen efter onsdagens opdatering. Allan Bække har nemlig takket være sin volume og et par mindre sejre skrabet noget mere til sig over den sidste uges tid.