“DSRasmussen” og “lezwithafez” klonker stort på PokerStars
“DSRasmussen” har igennem det seneste års tid hevet pæne resultater hjem på PokerStars, og i går gjorde han det så igen.
Hele 7986 spillere stillede op til kamp i PokerStars The Big $11 $60k GTD, hvilket skabte en præmiepulje på hele $79.860, og efter 10 timer og 17 minutters spil, var det “DSRasmussen” som kunne se den største portion af de penge tikke ind på sin konto.
Hele $11.984 – eller det der svarer til ca. 68.700 kr. – fik “DSRasmussen” retur for sin investering på sølle 63 kr., som turneringen kostede at spille med i.
Sejren kom hjem efter en heads up mod “berluske” fra Holland, hvor danskeren trak det længste strå. Lidt usædvanligt for denne turnering, blev der ikke indgået en deal på finalebordet, men hvorfor også lave deals, når man kan gå hele vejen til sejr?
Stort år for DSRasmussen
Sejren i går er blot én i en række af solide præstationer og cashes for “DSRasmussen” på PokerStars i det seneste år. D. 23 marts kom det største cash til dato, da han klonkede 1. pladsen i $215 Weekly Turbo til en værdi af $23.475.
Derudover er det blevet til en bemærkelsesværdig 9. plads i Sunday Million, hvor det sluttede for “DSRasmussen” inden pengene blev rigtigt sjove.
Her ses “DSRasmussen”s 5 største cashes til dato, hvor gårsdagens store gevinst blot rangerer på en 4. plads:
Alene de 5 største cashes indenfor de seneste 12 måneder, har spillet mere end $74.664 ind på kontoen på PokerStars, hvilket svarer til næsten 428.000 danske kroner.
The Hot $33-sejr til “lezwithafez”
Det blev til endnu en stor dansk sejr i går på PokerStars, hvilket skete i The Hot $33 $20k GTD. Her skabte 1248 spillere en præmiepulje på $37.440, og det blev danske “lezwithafez” som stak af med 1. pladsen til en værdi af $6.365.
Igen blev det – noget usædvanligt – et finalebord uden deal-making, hvilket “lezwithafez” formentligt er godt tilfreds med, eftersom han tog stikket hjem i Heads Up-kampen mod australske “mmmmpinkbits”.
Turneringen tog blot 3 timer og 38 minutter, hvilket giver danskeren en timeløn på mere end 10.000 kr. i timen.