Highstakes update: “Isildur1” smider $2 mio. i april, Antonius den største vinder

Mens Gus Hansen havde en stille og rolig måned på Full Tilt, hvor det iflg. Highstakesdb.com blev til et beskedent tab på $127.537 kunne Full Tilt Professionals kollegaen Viktor “Isildur1” Blom konstatere blodrøde tal på bundlinjen i april.

Hele $2.019.645 lød underskuddet på for “Isildur1” og det var nok til at overgå Chun “samrostan” Zhou, som kunne lukke måneden med et dundrende underskud på $1.7 mio. Også Phil Ivey havde en skidt måned, hvor han under aliaset “Polarizing” dryssede $1.4 mio. af formuen på nettets dyreste takster.

Halvdelen af Viktor Bloms underskud kom i 8-Game varianten, hvor han smed næsten $1.1 mio., men også Pot Limit Omaha og Omaha HiLo var dyre fornøjelser som kostede Blom henholdsvis $579.000 og $341.000.

Kun i NL Hold’em præsterede Blom at lave lidt skillinger, og her var der tale om et yderst beskedent overskud på bare $17.000.

Kigger man på Viktor Bloms graf for kalenderåret 2014, kan han nu konstatere et samlet underskud på $707.000. Han er dog ikke årets største taber.

Hele fire spillere har smidt mere, og desværre er det Gus Hansen som har tabt mest af alle. $2.5 mio. har Gus formøblet på online poker i år, men han bliver nok snart overhalet af Chun “samrostan” Zhou, som er nede med $2.3 mio. og er særdeles aktiv på bordene.

“Jeg sover aldrig, det er sick”, blev han fornyligt citeret for at have sagt i et interview hos PokerNews.com.

Læs også: Macau highrolleres identiteter afsløret: Her er “samrostan” og “MalACEsia”

Også Phil Ivey har problemer med at få tingene til at køre online. Han er nede med godt $1.9 mio. for året.

 

Antonius og Jedlicka viser god form

Månedens største vinder var Patrik “FinddaGrind” Antonius, som spillede $1.8 mio. ind på Full Tilt kontoen i april. Niki Jedlicka og Alex “Alexonmoon” Luneau tog sig af henholdsvis anden- og tredjepladsen på listen over de største vindere i april med overskud på henholdsvis $1.2 mio. og $691.000.

Niki Jedlicka – som for nyligt vendte tilbage til highstakes-scenen efter længere tids fravær – er årets største vinder med et overskud på $1.255.000, og han forfølges af Patrik Antonius og Dan “Jungleman” Cates, som kan vise overskud for 2014 på henholdsvis $1.23 mio. og $1.1 mio.

Her ses de største vindere i april:

april_2014_vindere

 

Her ses de største tabere i april:

april_2014_tabere