Isildur årets største vinder på bekostning af iskold Ivey
Som året går på hæld, er det også passende at gøre status over, hvem der i år for alvor fik fat vel filten, og hvem der for alvor har betalt for gildet. Mens der på turneringssiden kunne nævnes mange kandidater til tronen: Vi nævner i flæng Steve O’Dwyer (tre highroller-sejre og gevinster for næsten $5 millioner), Anthony Zinno (5 WSOP-finaleborde, ét bracelet, tre WPT titler) og Kevin MacPhee (To WSOP-armbånd – heriblandt WSOP Europe-vinder), så er der på cashgame-siden én skinnende sol, der overstråler alle andre. Viktor ‘Isildur1’ Blom.
Blom har fået et image som den mest volatile og hovedløse highstakes-spiller, og har de tidligere år været genganer på listen over årets mest tabende. I år har der imidlertid været nye toner fra den unge svensker, der for alvor har sat sine highstakes-kollegaer på plads på nettets dyreste borde, og tilsyneladende har elimineret de katastrofe-sessions, der tidligere har kostet ham millioner af dollars og utallige bankrolls. Ifølge Highstakesdb.com fremstår Blom som årets usammenligneligt største vinder i kraft af sin kamprens på PokerStars for hele $3,5 millioner. Med til historien hører det dog også, at han har betalt $1,37 millioner tilbage til pokerøkonomien på Full Tilt-kontoen, men uagtet er de $2,13 millioner overskud stadig langt rigeligt til at Blom ender som årets bedste, ved mindre at Ben ‘Sauce123’ Sulsky formår at gå på en nydelig heater og hente mere end én million dollars over de næste par dage.
I den anden ende af listen har vi mindst lige så overraskende den mand, det meste af pokerverdenen tidligere har betragtet (og måske stadig gør?) som verdens bedste. Phil Ivey har haft et decideret rædselsår, og har udover et par tabte retssager, desuden sat $3.848.510 til på sine konti ‘RaiseOnce’ og ‘Polarizing’ på henholdsvis PokerStars og Full Tilt. Det svarer til mere end 26 millioner danske kroner, og dermed har Ivey tabt endnu mere terræn til Patrick Antonius, i kampen om titlen som den mest vindende nogensinde. Ivey har samlet set vundet $10,4 millioner i sin tid online, mens Antonius nu står noteret for et plus på mere end $17 millioner.