MadsMK turbospiller sig til Hot $109-sejr fra morgenstunden
Mens de fleste europæiske grindere er selverklærede natteravne, der almindeligvis lægger deres timer ved den virtuelle filt fra sen eftermiddag til tidlig morgen, så kommer der flere og flere pokerspillere til, der sætter vækkeur for at komme tidligt i gang med dagens rens.
En af dem er for eksempel Jens ‘DrNoe’ Noe, men nu tyder noget på, at en endnu en velkendt dansk grinder har meldt sig ind i gruppen af pokerspillende A-mennesker, og det med succes. Mads ‘madsmk’ Knudsen har nemlig vist storform på det seneste, da han for bare en måned siden strøg helt til tops i main event ved Full Tilts nye turneringsserie The Stack. Dengang indbragte sejren ham 350.000 kroner, og selvom der skal rigtig mange Hot $109-sejre til for at matche den gevinst, så er en sejr vel en sejr.
Under nicket ‘roaden’ lykkedes det i hvert fald madsmk at stryge helt til tops her til morgen, da han satte sig til filten ved PokerStars $109 dyre turboturnering med start klokken 08.30. 194 andre håbefulde kortkrigere havde ligeledes tilmeldt sig, men på bare 2 timer og 44 minutter lykkedes det den aarhusianske pokerspiller at sætte feltet på plads, og veksle sit buy-in til hele $4.192,50.
Dermed klinger madsmk sig akkurat til det sidste spot på Pocketfives top-10 over bedste danske onlinespillere. Ranglistens førsteplads indtages i øjeblikket af den anonyme tourchef ‘x_zola25, men hverken Allan ‘Sifosis’ Bække eller Martin ‘Skrigepas’ B. Hansen har langt op.