Ny tilbagebetalingsrunde rejser mistanke om Spin & Go-bots
Danske grindere var sidste år medvirkende til, at utallige bots på PokerStars’ Pot Limit Omaha-borde blev spottet, anmeldt og senere udelukket fra verdens største pokerside. Med udelukkelserne fulgte også en række tilbagebetalinger til de spillere, som de lukkede kontis uautoriserede spil havde kostet penge, og i disse dage udbetales der så igen refusion til en del af sidens spillere. Denne gang kan tilbagebetalingerne imidlertid være iværksat som følge af snyd på Spin & Go-bordene.
Læs også: PokerStars: “Russisk TCOOP-2’er var ikke en maskine”
“PokerStars er blevet opmærksomme på en situation, der involverer brud på vores Vilkår for Service, hvilket potentielt har skadet andre spillere. Du har deltaget i spil, der formodes at være en del af denne sag, og som et resultat deraf, kan du have været påvirket.
I sådan en sag er det vores politik at konfiskere regelbrydernes indeståender, og for PokerStars at tilføje yderligere midler hvor det er passende. Denne kompensationspulje bliver efterfølgende på fair vis distribueret til spillere, der har været påvirket”, har PokerStars således skrevet ud til en række Sit & Go-regulars, og udbetalt refusioner på alt mellem få og flere tusinde dollars.
På pokerforummet 2+2 debatteres refusionerne lystigt, og her har $60 Spin & Go-regular ‘Don Stefanello’ blandt andet givet sin frustration frit løb.
“Jeg har fået en kompensation i dag, og en stor en af slagsen. Det er normalt omkring 10 dollars, så det rejser en lang række spørgsmål, som jeg vitterlig ikke ved, hvor jeg kan stille. En $1.000 kompensation betyder, noget virkelig stort er sket, og det får mig til at spekulere på, hvor påvirket jeg har været af det, da man almindeligvis får en meget lille del af de konfiskerede penge fra snyderne. Det tyder på, der er et rigtigt stort problem i Spins, som vi ikke havde set komme”, skriver han, og poster samtidig et screenshot af sin $992 store tilbagebetaling.
PokerStars forholder sig retten til ikke at informere sine spillere om, hvordan deres kompensation er udregnet, ligesom de ikke vil oplyse om, hvilke spil der har været tale om. Indtil denne sag har Spin & Go’s være regnet for “sikre”, da modstandere vælges tilfældigt, hvorfor collusion ikke kan forekomme som i almindelige Sit & Go’s. Der kan dog stadig være tale om enten bots eller om brug af uautoriserede hjælpeprogrammer, eller udbetalingerne kan være et resultat af undersøgelser af 6-max Sit & Go’s for mere end et år tilbage.