Palsgård triumferer på indbringende dansk online-søndag
Der har været stille omkring Jonas Palsgård, efter han i december måned valgte at sætte sit relativt succesfulde stream på standby som følge af en række tekniske problemer. Det var dog med løftet om, at streamet ville genopstå under årets TCOOP, og med bare 10 dage til turneringsseriens start, har Palsgård så for alvor fået fat igen online. Det beviste han, da i går spillede sig helt til tops i en $27 Turbo, Progressiv Super-Knockout på PokerStars, som indbragte ham næsten $14.000 eller små 100.000 kroner.
4.451 spillere havde været forbi den virtuelle tilmeldingsskranke med de $27, hvorfor der både var mere end $54.000 i præmiepuljen og reserveret til bounties. Starten gik kort efter klokken 18.00, og præcis fire timer og syv minutter senere, kunne Palsgård glæde sig over en fremragende start på pokeråret 2016, da han satte engelske ‘Bigdaft’ på plads i heads up-duellen, og derved sikrede sig førstepræmien på $8.598, bounties for $2.682 og det yderligere $2.682 oven i, da det ikke lykkedes nogen at indløse prisen på danskerens eget hoved.
“Så er 2016 skudt i gang for mig! En sejr i en $27 turnering med små 4500 tilmeldte, til samlet næsten $14.000 ~ 100.000 kr.”, skrev en glad og tilfreds Jonas Palsgård på Facebook i minutterne efter sin sejr. Det kunne endda været blevet et brag af en søndag for danskeren, der også længe lå godt med i Sunday Million, men med omkring 300 spillere tilbage blev danskerens knækket af i en chipleaderpot, og ultimativt måtte han tage til takke med en 138. plads til små $900.
Palsgårds flotte runs blev dog – rent økonomisk – overgået af både den anonyme grinder ‘Kakalala’ og den ukendte ‘szk86’. Førstnævnte formåede at spille sig på finalebordet i den $215 dyre 2nd Chance-turnering på PokerStars, hvor det ultimativt blev til et cash på $19.691 for trejdepladsen. Den placering toppede ‘szk86’ akkurat, da danskeren sikrede sig sølvet i den $215 dyre hyperturbo-turnering Sunday Supersonic. For bedriften blev vedkommende præmieret med $34.123 eller små 235.000 skattefri kroner.