Uhyggelig milepæl: Gus har tabt $20 millioner
At Gus Hansens onlinespil på hjemmebanen Full Tilt Poker ikke altid har været en dans på roser, er vist ingen hemmelighed. Men nu har den danske high roller som den første rundet et skarpt hjørne af de grimmere. På trackingsitet Highstakesdb.com fremgår det nemlig nu, at Gus Hansen har nået den lidet eftertragtede milepæl på minus $20.000.000 på sit onlinespil sin trackingen begyndte tilbage i 2007.
Hvad der måske er endnu mere uheldigt er, at Gus også har distanceret sig selv betragteligt fra alle tænkelige konkurrenter, der potentielt kunne fravriste ‘The Great Dane’ den øverste – eller nederste om man vil – placering på taberlisten.
Selvom listen ser rigtig skidt ud for danskeren, så burde der muligvis stå en anden mands navn øverst på taberlisten. Multimilliardæren og One Drop-initiativtageren Guy Laliberté er nemlig blevet sat i forbindelse med en lang række af de mest tabende accounts på listen ovenover. Således mener man, at Laliberté både har spillet under navnet ‘notaima’, ‘lady marmelade’, ‘patatino’ og ‘Esvedra’. Hvis det er sandt, har Laliberté til sammen sendt $22.309.678 fra sin bankkonto ud i pokerøkonomien.
Men så længe man stadig har i omegnen af $10 milliarder kroner til sit navn, så går det måske også lige.