Ustoppelig turbo-konge: Bække tog to gange sølv

Mens pokerverdenen har øjnene fast rettet mod Bahamas og det velbesøgte PokerStars Caribbean Adventure 2015, så er det værd at huske på, at der stadig spilles en turnering eller to online.

En af de danske profiler der stadig har fødderne solidt plantet på dansk grund, er den tidligere EPT-Snowfest vinder Allan ‘Sifosis’ Bække, der for alvor har fået smag for turboturneringerne online. 1. januar spillede han sig på hele fire finaleborde – alle i den lynhurtige variant, og i går var der yderligere to store resultater til CV’et.

Læs også: ‘Sifosis’ laver 4 turbo-finaleborde på årets første dag

 

Først lykkedes det Bække at spille sig heads up i en $55 6-max turbo-tour, hvor 371 spillere havde registreret sig. Med en præmiepulje på lidt $18.550 var der små $3.900 til vinderen, men ultimativt kunne silkeborggenseren ikke slå modstanderen ‘Phemo’ heads up. Danskeren måtte derved “nøjes” med en trøstepræmie på $2.838.

Det var imidlertid blot opvarmning til en af døgnets største turboturneringer på sitet. En time senere blev den $215 dyre $20.000 garanterede turbo-turnering skudt i gang, og igen spillede ‘Sifosis’ sig heads up. Om det var skæbnens ironi, der ville det, at den tidligere heads up Sit’n’go-pro skulle tabe begge aftenens mand mod mand-dueller, skal vi lade være usagt, men endnu engang måtte Bække tage til takke med andet trin på sejrsskamlen. For andenpladsen fik han yderligere $4.929 til kontoen.

Så hvis nogen skulle prøve at bilde dig ind, at det er umuligt at slå variansen i turbotours, så bed lige vedkommende om at kigge lidt nærmere på Allan Bækkes imponerende resultater de sidste par måneder. Det tegner RIGTIG godt for de danske chancer i den kommende TCOOP-festival i slutningen af måneden.