Ziigmunds powersession – laver 2,6 mio. kr. på en time
Ilari “Ziigmund” Sahamies var i går i kamp på PokerStars under sit lidt mindre kendte alias “Ilari FIN”, og her havde finnen lidt af en powersession.
Iflg. Highstakesdb.com lykkedes det nemlig “Ziigmund” at hive et overskud hjem på $468.480 på bare 425 hænder som blev spillet over ca. en times tid.
Det svarer til rundt regnet 2.600.000 danske kroner, og det var en kærkommen rensefest for finnen, der inden sin session var dybt stuck for året på PokerStars.
Nu er han dog næsten tilbage med sorte tal på bundlinjen, og måske bliver dette starten på et comeback for den karismatiske PLO-haj, som i fordums tid på Full Tilt Poker var en af de mest frygtede modstandere ved Pot Limit Omaha bordene.
Onde tunger vil dog hævde, at “Ziigmund” i de seneste par år har mistet grebet om spillet, og at han ikke længere har hvad der skal til, for at slå de største spil på nettet. Om det er korrekt og om “Ziigmund” blot var på en ualmindelig stor heater vil tiden vise.