Morgen-stream: Dunst og Chidwick blandt sidste 40 i Australien
Australian Opens main event er ved at gå ind i sin afsluttende fase. Blot 40 af de 732 deltagere har i dag taget plads ved filten på Crown Melbourne, og selvom de alle er garanteret AU$25.000, så har de hver især blikket rettet mod meget mere. Der er nemlig hele AU$1,6 millioner til vinderen, og på nuværende tidspunkt er et par aldeles velkendte navne stadig med i jagten på førstepræmien.
Amerikanske Tony Dunst har både én WPT-titel og flere finaleborde til sit navn, og i løbet af i dag skal han så forsøge at bringe sig i position til, at føje en Aussie Millions-ring til sit trofæskab. Indtil videre har Dunst spillet absolut upåklageligt, og har før turneringens fjerdedag det bedste udgangspunkt med 1.627.000 chips. Lige bag ham er lokale James Obst, der i 2011 ramte finalebordet i selvsamme turnering. Dengang blev det til en femteplads til AU$200.000, men den placering er han på nuværende tidspunkt godt på vej mod at forbedre, da han med sine 1.196.000 chips overnatter som 2’er i chipsoversigten.
Også britiske Stephen ‘stevie444’ Chidwick er i aktion i dag, mens spillere som Liv Boeree, Joe Hachem, Max Silver og Mustapha Kanit måtte gå den tunge gang mod udbetalingsskranken, efter alle at være røget kort efter boblen sprang.
Planen er i dag at spille ned til finalebordet, hvorefter der lørdag vil være hviledag. Her afgøres den afbrudte $100.000 highroller så, hvor Ben Tollerene skal forsøge at veksle sit chiplead til en sejr over modstandere som Fedor Holz og Jason Mercier, før søndagen betyder på Main Event-finalen OG den længe ventede $250.000 LK Boutique Highroller.
Og lad os så overlade ordet til Jason ‘JCarver’ Somerville fra Crown Melbourne. Rigtig god fornøjelse.