Netop nu: Se de første heads up-dueller i Global Poker League
I går blev Global Poker League endelig skudt i gang med 4 6-max Sit’n’Gos, og i aften får heads up-formatet så premiere i ligaen, når én spiller fra hver af de seks Eurasia-hold skal i aktion online.
Læs også: Jungleman med katastrofestart i Global Poker League
For få øjeblikke siden blev den første match skudt i gang, og den står mellem Hong Kong Stars og Moscow Wolverines. For Stars er det den multitablende onlinemaskine, Randy ‘nanonoko’ Lew der skal i ilden, og han skal op mod Wolverines’ russiske highroller, Sergey Lebedev, der sidste sommer ramte finalebordet ved den $111.111 dyre udgave af One Drop ved WSOP.
Spillerne får hver 50.000 chips, og med blinds på 200/400-40 fra start og fire minutter levels er der lagt op til dybt spil i starten, hvorefter der 20 minutter inde i matchen blot er lige over 30 big blinds i spil. Der spilles i alt tre matches, og da hver sejr beløber sig til 3 point til sit hold, kan en spiller maksimalt bringe 9 point med sig fra opgøret.
Dagens anden match skydes i gang klokken 20.30, og her er der tale om en rigtig lækkerbisken. Berlin Bears’ Daniel ‘jungleman’ Cates tager imod Paris Aviators’ Bertrand ‘Elky’ Grospellier, og mens Aviators er startet ud som lyn og torden, så er Bears bagerst i Eurasia-divisionen efter en katastrofal dag i går for netop ‘jungleman’. Det bliver spændende at se, om han kan avancere sin dårlige start.
Aftenens tredje og sidste match starter klokken 23.00, og her skal Timothy Adams fra Rome Emperors op mod Justin Bonomo fra London Royals.
Du kan følge alle opgørene i streamet øverst i artiklen. God fornøjelse.