Se med direkte: Hvem vinder første online-DM i fem år?
Det er præcis fem år siden, der sidst blev afholdt Danmarksmesterskaberne i Online Poker, da Peter ‘peter9900’ Fredborg strøg til tops foran 311 modstandere på det hedengangne Mermaid Poker. I aften genopstår traditionen, når pokerens rød-hvide flagskib, Danske Spil Poker, klokken 20.00 byder op til dans i en $250 dyr udgave med $25.000 garanteret.
Læs også: Danske Spil klar med online-DM i Poker til April
Som det hører sig til et Danmarksmesterskab, sker der naturligvis andet og mere end bare det at et par flops, turns og rivers bliver vendt ved den virtuelle filt. Således har det enestående makkerpar bestående af Rasmus ‘Jungleras’ Nielsen og Dennis Krog taget det på sig, at livestreame og kommentere hele herligheden på gamerplatformen Twitch. Her vil man fra første kort er i luften kunne følge Jungleras’ jagt på DM-titlen, og skulle det glippe, vil de to herrer aftenen igennem finde de mest interessante borde, og efter bedste evne forsøge at dissekere turneringsspecialisternes spøjse, spændende og skarpe linjer.
Udover masser af poker er det naturligvis også krydret med sjov, spas og masser af konkurrencer. Blandt andet vil der klokken 21.00 blive spillet en freeroll på Danske Spil, hvor vinderen modtager en en plads på sitets Irish Hygge Poker Tour i starten af juni til en værdi af 6.600 kroner. Turneringen er beskyttet af kodeord, som kun kan fås ved at se med på streamet, så det er bare med at spidse ører. Endelig vil der også blive udloddet flere buy-ins til Danske Spils nye jackpot-SNG’er med bounty, nemlig Sit & Go Hero. Det kan du også høre med om på streamet.
Turneringen forventes at være færdig sent i nat, så sæt allerede nu kaffe på kanden, smæk stængerne op på sofabordet og nyd en skøn pokeraften i selskab med landets bedste pokerkommentatorer her på PNN.