Se med nu: ‘Jungleman’ og ‘nanonoko’ i dagens første infight
Onsdag betyder heads up-spil i pokerens nye liga, og i dag – ligesom det vil være tilfældet langt de fleste uger – har Alex Dreyfus og resten af Global Poker League-holdet disket op med et par rigtig interessante opgør.
Læs også: Holdkaptajns lillebror satte verdensstjernerne til vægs i GPL
Daniel ‘jungleman’ Cates er rent ud sagt kommet helt forfærdeligt fra start, og har på trods af fire SNG-optrædender og 3 heads up-opgør kun formået at samle 4 sølle point sammen til Berlin Bears. Alligevel har han fået genvalg i aften, efter Brian Rast i sidste øjeblik måtte trække sig, og derfor sidder Cates nu ansigt til ansigt med Hong Kong Stars’ Randy ‘nanonoko’ Lew, der blev kørt over 2-1 af Sam Trickett i sidste uge. Opgøret begynder som det første i dag, en halv times penge efter optakten, der blev skudt i gang klokken 17.30.
Dagens to andre opgør er bestemt heller ikke at kimse af. London Royals’ Igor Kurganov tager imod Paris Aviators’ George Danzer klokken 20.30, før Timothy Adams og Rome Emperors skal op imod Moscow Wolverines – i dag repræsenteret af Sergey Lebedev. Sidste match påbegyndes klokken 23.00, og forventes færdig senest omkring klokken 01.
Der er altså lagt op til endnu en fornøjelig aften i selskab med en række af verdens bedste pokerspillere, mens Sam ‘SquidPoker’ Grafton og Griffin Benger som sædvanlig sidder i kommentatorboksen, klar til at levere indsigt, analyse og dårlige jokes. Streamet er at finde øverst i denne artikel. Rigtig god fornøjelse.