Kipster og Fournaise med i tjekkisk €50/€100 Omaha-spil
King’s Casino i Rozvadov er hurtigt blevet populært både blandt spillere og railbirds. Først og fremmest tager kasinoet fantastisk hånd om deres spillere, og både hobbyspillere og pokerproer melder om fremragende forhold på det tjekkiske kasino, der over de seneste måneder har overtaget meget af den highstakes-action, der tidligere har fundet sted i London, Prag, Berlin og lignende byer. Ved at livestreame dele af de spil, har kasinoet også skaffet sig en solid fanbase på blandt andet Twitch, og i dag skydes endnu en ombæring af ‘Celebrity Cash Kings’ i gang, der kan følges fra dagligstuen, fra jobbet eller ungernes fodboldtræning.
Læs også: Dansk succes udeblev: Kasinoejer storrensede highstakes mix-game
Ligesom sidste gang er der naturligvis dansk deltagelse i spillet, og her har to rød-hvide kortkrigere fundet vej. Theo Jørgensen er denne gang blevet hjemme, men til gengæld er både Jesper ‘Kipster’ Hougaard og Mads Fournaise på plads i Rozvadov. Det er de til et rigtigt spændende €50/€100 PLO-lineup, der inkluderer spillere som Ronny Kaiser, Ismael Bojang og Jan Peter Jachtmann.
PNN fangede kort før spilstart Mads Fournaise for en kommentar, der virkede både frisk og oplagt til dagens highstakes-strabadser.
“Lagde dagen ud med en tour i gym’en sammen med Kipster for lige at blive klar, Har ikke meget info om lineuppet endnu, men håber da selvfølgelig på et godt spil med masser af action”, lød det fra den tidligere Sønderborg-dreng, der i dag lever af at spille Omaha, og bor i Wien.
Fournaise vurderer desuden, at spillet løber frem til omkring klokken 21.30 i aften, før streamet lukkes ned, og spillet fortsætter uden for kameraernes rækkevidde.