3.000 spillere mangler stadig Full Tilt-penge efter Black Friday
Om præcis en måned er det 5 år siden, at Black Friday rystede pokerverdenen, og udelukkede amerikanerne fuldstændig fra at spille poker på nettet. I den forbindelse blev millioner af dollars konfiskeret fra Full Tilt Poker, og siden har det amerikanske Department of Justice arbejdet på at tilbagebetale de tusindvis af kunder, der havde indeståender på pokersiden da det blev lukket.
Læs også: Fire år senere: Nu får Full Tilt Proer udbetalt deres bankrolls
Frem til november måned sidste år var der blevet udbetalt næsten 92 procent af alle udeståender, og nu har det juridiske rådgivningsselskab Garden City Group så meddelt, at der i fredag sidste uge blev foretaget yderligere 1.180 udbetalinger for i alt $2,6 millioner. På hjemmesiden fulltiltclaims.com lyder beskeden, at “udbetalingerne er til andragende, der har bekræftet deres kontobalance, andragende der tidligere har bestridt deres kontobalane og til de andragende, Full Tilt tidligere har betegnet som ‘Professionals'”, med sidstnævnte gruppe værende pokersidens tidligere sponsorerede spillere.
Selvom det på nuværende tidspunkt er lykkedes Department of Justice at udbetale $111 millioner til mere end 44.000 nuværende og tidligere kunder, så mangler der stadig at blive udbetalt cirka $7 millioner dollars til omkring 3.000 spillere. De når dog næppe at finde vej til deres rette ejermænd, inden Full Tilt-æraen for alvor afsluttes, når siden fra næste måned “sammenlægges” med PokerStars, og for fremtiden skal dele både software og playerpool med verdens største pokerside.
Udbetalinger af indeståender til Full Tilt Poker-kunder
Tidspunkt | Udbetaling | Antal brugere betalt | Udbetalt i alt |
Februar 2014 | $76 millioner | 27.500 | 63% |
April 2014 | $5 millioner | 2.200 | 68% |
Juni 2014 | $14 millioner | 3.200 | 80% |
September 2014 | $1,8 millioner | 600 | 81% |
Marts 2015 | $2,8 millioner | 3.500 | 83% |
Juni 2015 | $4 millioner | 4.000 | 87% |
November 2015 | $5,7 millioner | 2.000 | 92% |
Marts 2016 | $2,6 millioner | 1.180 | 94% |