Pokerspillere fængslet efter manglende deklarering af PCA-gevinster
Hvis man ser bort fra World Series of Poker Main Event, så står Bahamas og PokerStars Caribbean Adventure aller øverst på rigtigt mange hobbyspilleres ønskelisten over pokerturneringer at kvalificere sig til. Det ligger i januar måned, hvor det mange steder i verden er koldt og vådt, og med sit familievenlige dase-resort er der intet til hindring for, at tage lillemor og ungerne med på slæb på en uforglemmelig ferie.
For nogen få pokerspillere er drømmeferien på Atlanterhavs-øen imidlertid blevet til et decideret mareridt efter mødet med de lokale toldmyndigheder. Det står klart, efter der de sidste par uger er dukket flere rædselshistorier op på pokerforummet 2+2, om konfiskerede pas, bøder for hundretusindvis af danske kroner, voldelige fængsler, pigtrådsindhegnede flygtningelejre og mentale sammenbrud.
Den første historie så først dagens lys i podcastet Crush Live Poker, hvor pokerpro Bart Hanson har fået en bekendt til mikrofonen, der sammen med to venner måtte tilbringe flere dage i fængslet i Bahamas’ hovedstad, Nassau, på grund af manglende deklarering af kontanter. Det er tilladt at rejse med op til $10.000, men hver især har de lige akkurat mere på sig end tilladt – en person har for eksempel bare $10.175.
Det får de tre pokerspillere anholdt, og mens de først “blot” bliver tilbageholdt i lufthavnsfængslet, så bliver de senere sendt i det lokale fængsel, hvor de angiveligt skal tilbringe weekenden. Ultimativt får de dog lov at betale løsesum, og kan derved tilbringe tre dage på et hotel, mens deres sag behandles.
Det er dog langt fra den værste historie. Tirsdag postede en bruger på 2+2 under nicket ‘PCA_Refugee’ en fuldkommen vanvittig beretning, om hvordan han sammen efter en sideevent-sejr til omkring $20.000 rejser hjem med en kammerat. De valgte blot at dele pengene ligeligt mellem sig på vej gennem tolden, men det finder tolderne ultimativt ud af, og herefter starter den surrealistiske fortælling, hvor den anonyme pokerpro – på trods af at have betalt $6.000 i løsesum og have fået konfiskeret de små $20.000 – stadig tilbringer næsten en uge i en lokal flygtningelejr, hvor der hverken er adgang til rent vand, badefaciliteter, medicinsk hjælp eller andre menneskelige basisbehov.
Flere andre har efterfulgende stemt i omkring uheldige episoder med toldmyndighederne på Bahamas, men det kommer næppe til at få betydning for EPT-stoppet. EPT-hotellet ‘Arts’ i Barcelona har også været mødt hård kritik, efter de svært uheldige episoder, hvor highrollere fik hacket deres computere, men stoppet i den catalonske hovedstad vedbliver et af de mest populære på hele turneringsserien.