Sam Trickett bliver ambassadør for indisk pokerside

Engelske Sam Trickett er i kraft af sin placering som nummer syv på listen over historiens mest cashende pokerspillere og sin tilstedeværelse i nogen af verdens dyreste cashgames et markedsføringsmæssigt aktiv for enhver pokerside. Da briten i sommers kappede sine bånd til Everest Poker, var det dermed også forventeligt, at andre pokerside ville bejle til pokerproen med et klækkeligt sponsorat, men ved udgangen af 2015 havde ingen endnu samlet Trickett op. Det er nu sket, men englænderens nye jobtilbud er kommet fra en noget uventet kant.

Læs også: Midt under WSOP: Sam Trickett splitter med Everest

Det er nemlig den indiske pokerside Starpoker.in, der har skrevet kontrakt med Trickett. Her skal han angiveligt være med til at udbrede kendskabet til poker i Indien, der har potentialet til at blive et af de største pokermarkeder i verden. Indiske spillere har på nuværnede tidspunkt adgang til flere af de internationale sider som PokerStars, Full Tilt og 888poker, men nu prøver flere lokale sider og netværk altså at få en bid af kagen – heriblandt Starpoker.

Det nye sponsorat kan forhåbentlig få Trickett lidt væk fra de vanvittige highroller-spil i Macau og Manila, hvor han har tilbragt det meste af sin tid ved filten det sidste år, og tilbage i turneringer i EPT, WPT, og WSOP-regi, hvor han har flere ‘lige ved og næsten’-resultater til sit navn. I dagene efter at Trickett indgik sit sarmarbejde med Everest Poker tilbage i 2014, blev det til en andenplads ved WPT Venedig, så hvis der er en sammenhæng mellem præstation og kontraktskrivning, må Starpoker.in kunne se frem til rigelig med Trickett-eksponering ved det igangværende Aussie Millions eller februar måneds EPT Dublin.