Utrolige Heder gør det igen: Blandt sidste 8 ved Eureka Rozvadov

For få måneder siden kendte de færreste pokerentutiaster til navnet Mick Heder, men de sidste par måneder har han lavet flotte finaleborde på stribe, og i dag kan han forhåbentlig sætte kronen på værket, og sikre sig sin største turneringsgevinst nogensinde.

Den silkeborgensiske pokerpro har spillet sig på finalebordet i en af de €1.100 dyre Eureka Main Events, der bliver anset som EPT’ens lillebror. Hele 682 entries blev der foretaget i den udgave, der netop nu finder sted på King’s Casino i Rozvadov, og med bare otte spillere tilbage hænger danske Heder altså stadig i.

Heder er allerede garanteret €12.500 for sit dybe run, og kan han bare overleve én eliminering på finalebordet, vil han have toppet sidste uges Danske Spil MPT-gevinst, hvor han fik 136.000 kroner for en flot fjerdeplads. Det skulle da bestemt også kunne lade sig gøre, da Heder trods alt har en smule afstand til feltets to shortstacks, østrigske Hannes Speiser (445.000) og tjekkiske Robert Kososka (895.000). Heder overnatter som femmer i den samlede stilling, og har med sine 1.370.000 chips små 23 big blinds fra start på level 30.000/60.000.

Også den argentinske highroller Ivan Luca er på finalebordet, og har på forunderligste vis fået sin kæreste, Maria Lampropoulos, lige til højre for sig, så det bliver ligeledes interessant at følge det opgør på nærmeste hold.

Spillet genoptages klokken 14.00, men livestream sendes først fra klokken 15.00, som følge af det 60 minutter lange sikkerheds-delay. Du kan naturligvis følge afgørelsen her på PNN.

 Finalebordet ved Eureka Rozvadov Main Event (€1.100)

Sæde Spiller Land Chips
1 Mick Heder Danmark 1.370.000
2 David Urban Slovakiet 2.005.000
3 Hannes Speiser Østrig 445.000
4 Stoyan Stefanov Bulgarien 1.505.000
5 Maria Lampropoulos Argentina 2.455.000
6 Ivan Luca Argentina 5.355.000
7 Peter Siemund Tyskland 2.845.000
8 Robert Kososka Tjekkiet 895.000

 

Det spiller de om

1 € 124.890
2 € 76.700
3 € 54.800
4 € 41.500
5 € 33.100
6 € 25.340
7 € 18.330
8 € 12.500