Munkebjerg dropper udskældt påske-projekt
Turneringerne på Casino Munkebjerg har over de seneste år gradvist kunne byde på mere og mere innovative pokerturneringer. Det var for eksempel i Vejle, man som det første kasino inviterede til Crazy Pineapple-turneringer, ligesom man var first-movers på pokerturneringer med flere indledende heats på samme dag.
Alligevel tyder alt dog på, at kasinoet og turneringsleder Kasper Kvistgaard tog munden lidt for fuld, da de for to uger siden introducerede påskens pokerkoncept på Munkebjerg. ‘Poker på Bjerget’ blev hurtigt døbt til landets mest avancerede pokerturnering, da det kom frem, at spillerne i ægte Tour de France-stil skulle akkumulere chips sammen på flade etaper, sprinter-etaper og sågar bjerg-etaper, der alle havde meget særegnede strukturer.
Læs også: Munkebjerg byder på nyt Tour de France-koncept i påsken!
Nu er konceptet så taget af tapetet to uger før turneringsserien fik sin ilddåb. Det afslører turneringsleder Kasper Kvistgaard overfor PNN.
“Vi har fået rigtig meget negativ respons på “Poker på Bjerget”. Især forstod folk ikke konceptet.
Vi har derfor udnyttet at foråret er kommet, og lyttet til spillerne, og inviterer nu til første 4-season poker festival med re-entry”, lyder det i e-mailen.
Dermed bydes der nu til dans i det traditionelle ‘Four Season’-koncept i stedet, som tidligere har trukket mere end 800 spillere til Munkebjerg. Turneringens indledende dage løber fra 3. til 5. april med to starter per dag, mens finalen afholdes 2. påskedag – den 6. april. Som noget helt nyt er der nu åbnet op for muligheden for re-entries, hvilket kan resultere i den største pokerturnering herhjemme nogensinde i forhold til entries.
Spring Tour koster som altid 1.120 kroner, mens der som altid vil blive inviteret på en lang række sideevents. Dem kan du læse mere om lige her.