$51.000 WCOOP-highroller bliver realitet i september

PokerStars må for alvor siges at have pokerturneringer for enhver pengepung. I øjeblikket kører sitets MicroMillions-festival, hvor buy-ins er helt ned til $0,11 – altså 76 øre – og nu går de så i den HELT anden grøft. I går løftede PokerStars nemlig sløret for onlinepokerens dyreste turnering nogensinde – en $51.000 Super Highroller.

Turneringen kommer til at finde sted den 20. september som en del af World Championship of Online Poker, og PokerStars garanterer $1 million, hvorfor det forventes at mindst 20 spillere stiller til start. Turneringen finder sted præcis én uge før seriens $5.200 dyre main event, der ligesom tidligere år har hele $10 millioner garanteret.

“Over de sidste par år har vi set flere og flere Super High Roller-events rundt omkring i verden. Det giver kun mening, at verdens største pokerside også afholder den online pokerturnering med størst buy-in nogensinde. Jeg glæder mig til at teste mine færdigheder mod de bedste spillere online”, lyder det fra Team PokerStars Pro, Daniel Negreanu.

Det er godt en måned siden at PokerStars offentliggjorde det første udkast til WCOOP-programmet, men dengang var der ingen forlydender om en Super Highroller.