Endnu 4 danskere klar til dag 2 ved UKIPT London

Fire danske spillere kunne kort efter midnat forsegle deres chips i plasticposer, og ramme en velfortjent fyraftensøl i casinoets bar. Frei Dilling-Kiær, Rasmus Agerskov, Tobias Dassau og Karl Emil Hammerager er de fire navne, der er klar til dag 2 ved UKIPT London, og som altså støder til Henrik Hecklen og Niels Meibom-Larsen, der begge spillede sig videre fra dag 1A.

Læs også: Brandvarme Hecklen videre ved UKIPT London

Bedst gik det for Karl Emil Hammerager, der formåede at skyde den 20.000 chips store startstack op i 110.900. Frei Dilling-Kiær står noteret for 96.500 chips, mens Rasmus Agerskov også er vel over average med 87.100 chips. Tobias Dassau, der i 2011 nåede finalebordet ved DM i poker, har også meget respektable 60.600 chips med sig til andendagen, og der er altså lagt op til masser af danskerlir i den engelske hovedstad.

Efter den velbesøgte dag 1B nåede det samlede deltagerantal op på 1.089 spillere, og det har skabt en rigtig flot førstepræmie på hele 133.500£. De 323 resterende deltagere genoptager spillet klokken 13.00 dansk tid, og blinds vil fra dagens start være 800/1.600 – 200 ante. Vi krydser fingre for en tidlig rød/hvid-sejr i London.