Filurn slår til på ny – banker Griffin Benger heads up i stor turbo-sejr

Michael “Filurn” Bech Lundsgaard sluttede 2013 af i flyvende stil, da han vandt sin første EPT titel i karrieren under EPT Prag til €53.990, og få dage senere tog sig af Danske Spils store søndagsturnering $200.000 Guaranteed Sunday, hvor det blev til et cash på $45.396.

Læs også: “Filurn” vandt stor søndagsturnering uden at spille heads up

2014 er også startet i fin stil for den skrappe københavner, hvor det bl.a. er blevet til en andenplads i PokerStars’ $162 The Big til $14.403 samt en andenplads i en $109 NL Hold’em Turbo til $6.202 ligeledes på PokerStars.

Læs også: “Filurn”vandt 78.600 kr. i The Big $162: – Jeg er sygt skuffet

 

Bankede verdens nr. 23 heads up i ny triumf

I går slog Filurn så til på ny, hvor han stod for at levere dagens største danske turneringsresultat på verdens største pokersite.

I PokerStars’ $109 NL Hold’em [Turbo, 2x Chance] med $30.000 garanteret i puljen, spillede “Filurn” sig nemlig gennem et 356 mand stort felt, indtil han sad heads up overfor canadiske Griffin “Flush_Entity” Benger, som i karrieren har cashet for mere end $5.3 mio. i online turneringer, og som p.t. ligger nr. 23 på PocketFives’ liste over de bedste online tour-spillere i verden.

Canadieren blev dog sat til vægs af den unge københavner, som tog sig af førstepladsen og de $10.313 som var lagt til side til vinderen af turneringen.

Under EPT Prag fortalte Michael Bech til PNN.dk, at han til dagligt læste på Copenhagen Business School, men havde planer om at tage en velfortjent pause fra studierne, for at se hvad pokeren kan bringe med sig.

“Som udgangspunkt havde jeg planlagt at tage orlov fra mit kandidatstudie på CBS, da jeg kom lidt for hurtigt i gang efter min bachelor. Så jeg regner med, at grinden får mere fokus i 2014 og så må vi se hvad det bærer med sig”, sagde han til PNN.dk.

Læs også: Michael “Filurn” Bech: – Jeg vil stadig synes, det er sjovt om 10 år

Efter alt at bedømme på starten af 2014 ligner det, at det var en fornuftig beslutning.