Full Tilt og PokerStars slår pokerrum sammen

Siden PokerStars i 2012 opkøbte og overtog Full Tilt Poker, har der været spekuleret i, hvor længe man ønskede at drive to separate pokerrum, med hver deres software, playerpool og spiludbud. I går aftes fik pokerverdenen endelig svaret, da PokerStars kommunikationsafdeling udsendte en pressemeddelelse, der forklarer, hvordan Full Tilt Poker i løbet af foråret vil blive flyttet over på PokerStars’ platform.

“Platform-overflyttelsen vil tillade Amayas udviklings- og teknologihold at fokusere på at forbedre én markedsledende platform frem for to, hvilket vil føre til en bedre spiloplevelse for alle; forbedringer og funktioner vil blive leveret hurtigere og mere effektivt (…). For eksempel, i stedet for at have splittet ressourcer mellem at udvikle Full Tilts Jackpot Sit & Go og PokerStars’ Spin & Go hver for sig, så kan holdene nu arbejde sammen for at levere det bedst mulige produkt på én platform”, lyder det i pressemeddelelsen.

Rent konkret betyder det, at Full Tilt vil vinke farvel til sin ikoniske software, ligesom spiludvalget nu bliver gennemgående det samme på begge sider. Det forlyder også, at PokerStars’ VIP-program flytter med over på Full Tilt Poker. Full Tilt vil dog stadig stå som et selvstændigt brand, hvorfor visse kampagner – ligesom ‘The Deal’ – kun vil være tilgængelige der.

Endelig afsløres det, at spillere fremover vil have ét login til både Full Tilt Poker og PokerStars. Således vil ens Full Tilt-konto blive fusioneret med PokerStars-kontoen, og dermed overtage brugernavnet fra PokerStars. Har man ikke allerede en PokerStars-konto, kan man – om muligt – vælge at beholde sit Full Tilt-nick, eller oprette et helt nyt.