Nyt dansk topresultat: Jonas Klausen vinder SCOOP Event #16 Low

Jonas Klausen beviste i nat, at han ikke har glemt, hvordan man spiller turneringspoker, da det blev til en sejr i SCOOP Event #16 Low.

Den tredje danske sejr ved dette års SCOOP er en realitet, efter Jonas Klausen i nat vandt Event #16 Low, en $11 rebuy [Big Antes], til $27.903. Klausen, som spiller under nicket ‘BubsenMan’, startede dag 2 med næstflest chips ud af de 21 finalister og formåede altså at avancere yderligere en placering, da pladserne skulle fordeles i nat.

Det er Klausens andenstørste cash på ‘BubsenMan’ profilen, men medregner man den danske konto ‘Tulkaz’ er det kun hans 13. største cash på Pokerstars nogensinde. Førstepladsen var oprindeligt $33.046 værd, men da der resterede fire spillere, valgte de sidste altså at indgå en deal, hvor Klausen også blev den økonomiske vinder.

Ravnsbæk og Smith på SCOOP finalebord
Klokken 23.00 startede Event #21 og i Medium, en $215 Turbo Zoom, var der dobbelt op på dansk deltagelse på finalebordet. Således havde både Simon Ravnsbæk og Søren ‘YukoEgawa’ Smith spillet sig helt til den store finale, men de måtte desværre slippe som henholdsvis nummer 7 og 8. For de placeringer fik de $13.225 og $7.827.

Selvom SCOOP serien er i fuld gang i øjeblikket, kører de normale turneringer stadig og i Big $109 var Frederik Brink også med helt fremme til sidst, men måtte slippe til sidst som nummer 7 til $4.895.

I SCOOP Event #20-High, en $2.100 PLO 6-max, resterede der ved artiklens udgivelse 11 spillere og WPT Vejle 2013 runner up, Mikkel ‘uremyatm’ Kollerup er stadig med blandt de resterende spillere og ligger i øjeblikket på en 6. plads.

PNN.dk følger naturligvis op på Mikkel Kollerups videre færden i turneringen.