Palsgård klar til TCOOP: “Vil spille samtlige events på stream”
I dag bliver årets Turbo Championship of Online Poker skudt i gang, når titusindvis af begejstrede kortfanatikeres forventninger endelig bliver indfriet klokken 19.00 på PokerStars. Her løber den første af seriens 50 turbo-events af stablen, og herefter følger 10 dage i paradis for de pokerspillere, der almindeligvis ikke kan sætte 10 timer af til at vinde en pokerturnering.
Traditionen tro plejer de danske grindere også at have rigtig godt fat i turneringsserien. I 2013 vandt Jaroslav Tjepan det overordnede leaderboard, og i 2014 overtog Christian ‘CMoosepower’ Elgstrøm så titlen som seriens bedste spiller. Nu skriver vi 2016, og i år har især én dansk onlinespiller øjnene stift rettet mod toppen af TCOOP-leaderboardet – nemlig Jonas Palsgård Christensen.
Palsgård blev for alvor et velkendt navn i den danske pokerverden efter sit WSOP-finalebord i sommer, og har siden haft stor succes med at filme sit spil på streamingtjenesten Twitch. Her har næsten 30.000 mennesker kigget ham over skulderen, men siden december har der været stille på streamet. Nu afslører Palsgård imidlertid overfor PNN, at der allerede fra i aften og serien igennem vil være nærved non-stop action.
“Jeg har planer om at spille samtlige 50 tours, og streame dem alle sammen. Jeg er kæmpe fan af turbo-formatet, og jeg værdsætter nok den her turneringsserie lige så meget som både SCOOP og WCOOP. Jeg er vild med det, og føler faktisk, at jeg er bedre i turbotours end i almindelige tours, så mit mål er at ramme top-20 på leaderboardet og mindst ét finalebord”, fortæller han.
‘Grudge’-matches som forberedelse
For at være med i toppen af TCOOP-leaderboardet, kræver det gode resultater på tværs af formaterne, og derfor har Palsgård brugt de sidste par måneder på at finpudse sit PLO-spil, forklarer han.
“Jeg har spillet en del midstakes cash games. Jeg har både spillet 8-game og Hold’em, men det er klart Omahaen, der er blevet trænet mest. Jeg har blandt andet haft to Heads up-dyste, en mod Rasmus ‘lo2larsen’ Vejstrup ‘ og en mod Dennis Bjerregaard, og selvom jeg endte med at tabe på det, så har det været rigtig gode lærepenge at give ud. Jeg kan sagtens mærke, at jeg har forbedret mit spil meget siden årsskiftet”, fortæller han.
Endelig afslører Palsgård, at det er to største turneringer, den $700 dyre main event og den $2.100 dyre highroller, han glæder sig mest til.
“Jeg ser allermest frem til Main Event og Highrolleren, men der er også et par $700 Progressiv Super Knock-Outs, som virkelig ser attraktive ud. Hvorvidt jeg kommer til at lukke en af dem, er selvsagt svært at sige. Det kommer meget an på, hvor varm man er på dagen. Det er jo turbo, og man vinder ikke en TCOOP, hvis ikke man er rigtig varm! Men mon ikke jeg har en udmærket chance, i de tours med relativt få deltagere”.