PokerStars: “Russisk TCOOP-2’er var ikke en maskine”

Det var IKKE en pokerbot eller nogen form for automatiseret hjælpesoftware, der spillede under nicket ‘IvanHaldi’ på finalebordet af event 8 ved årets Turbo Championship of Online Poker. Det har PokerStars nu slået fast, efter flere pokerspillere undrede sig gevaldigt over spillerens manglende respons, da de to resterende spillere i turneringen forsøgte at forhandle en deal.

Læs også: TCOOP-2’er kan have været russisk pokerbot

TCOOP 08

Flere pokerspillere mistænkte ‘IvanHaldi’ for at være en bot, da russeren ikke deltog i dealforhandlingen heads up i event otte ved TCOOP. Der blev aldrig forhandlet en deal på plads, og ultimativt måtte russeren se sig slået af finske ‘LuckboxStami’ heads up.

“Ved afslutningen på vores større turneringer, undersøger PokerStars almindeligvis spillernes konti for at sikre, at alt er foregået efter reglerne. Som det er rutine, har vi også undersøgt denne konto for brug af autoriseret software, og vi er aldeles overbeviste om, at det ikke var en bot, der spillede, og at alle spilmæssige beslutninger blev foretaget af et menneske”, skriver Michael Josem fra PokerStars’ kommunikationsafdeling på pokerforummet 2+2.

Kort efter danske ‘artmaxx_dk’ blev sendt ud på tredjepladsen, blev spillet indstillet, så de to tilbageværende spillere kunne diskutere en eventuelt deal. Imidlertid gav russiske ‘IvanHaldi’ aldrig lyd fra sig, og selv om PokerStars-repræsentanten ‘HostMatthieM’ både forsøgte sig på russisk, med privatchat og telefonopkald, så var den russiske spiller ikke til at komme i kontakt med. Grunden til den manglende respons kender PokerStars stadig ikke, og vil derfor fortætte undersøgelsen af den tavse pokerspiller, skriver Michael Josem.

“På nuværende tidspunkt har vi ingen forklaring på, hvorfor spilleren ikke deltog i dealforhandlingerne, og i overensstemmelse med vores almindelige procedurer, fortsætter vores undersøgelse indtil vi er komfortable med den pågældende aktivitet på kontoen”, lyder det.

Var kontoen ‘IvanHaldi’ blevet vurderet til at være en automatiseret bot, ville andenpræmien på $35.802 være blevet konfiskeret, og fordelt på de andre spillere i turneringen. Det havde i så fald betydet en ekstrabetaling på mere end $10.500 til ‘artmaxx_dk’ , der altså endte som turneringens nummer 3.