Rasmus Vogt tager sjælden dansk sejr i Nightly Fifty Grand
Rasmus “mrvogt” Vogt er en af de mest vindende danskere på PokerStars i de senere år, men han er også en af de mest arbejdsomme. Og de to ting har det med at gå hånd i hånd.
Der bliver helt sikkert brugt en skilling eller to på buy-ins i løbet af en måned for Rasmus Vogt, men heldigvis hiver han også en del topplaceringer hjem, hvorfor vi må gå ud fra han kan fremvise et solidt plus på spillet.
Læs også: Vogt tager sejr og EPT Barcelona pakke
Her til formiddag blev det så igen til en flot sejr til “mrvogt” på PokerStars, da han strøg til tops i Nightly Fifty Grand turneringen på PokerStars, som har et buy-in på $162 og en garanteret præmiepulje på $50k.
Det er ellers ikke ligefrem hver uge, vi ser en dansker på sejrsskamlen i denne turnering, hvilket nok mest af alt skyldes det – set med europæiske øjne – sene startstidspunkt. Den begynder nemlig kl. 3:30 om natten.
Det sene starttidspunkt afholdt dog ikke Rasmus Vogt – og 14 andre danskere inkl. “Halfrek” og Rasmus Agerskov – i at stille op i nat sammen med 384 andre spillere fra alle verdenshjørner. Rasmus Vogt var dog den eneste dansker som nåede i pengene, men han tog den så til gengæld også hele vejen.
Der var endda overskud til at afslå en deal, da der resterede 3 spillere, hvilket betyder at Vogt tager den størst mulige portion penge med sig fra turneringen – nemlig $11.581.